23948sdkhjf

Plastbranche kritiserer ny DTU-analyse om isolering: DTU er på vildspor

DTU-analysen burde være mere nuanceret og følge med tiden.

Det mener Martin Stevnhoved Henriksen, bestyrelsesmedlem i Plastindustriens PUR- (polyuretan, red.) sektion og nordisk eksportchef hos producenten IKO Waterproofing and Insulations i Odense, som er en del af den internationale IKO Group.

Analysen, han taler om, hedder 'Brandrisiko ved varmeisolering med plastbaserede materialer' og er netop udkommet med forskerne Lars Schiøtt Sørensen og Kristian Hertz, begge DTU Byg, som forfattere.

- Det er rigtigt, at der i udlandet ved brande har været eksempler på, at PUR-produkter udviklede sundhedsskadelig røg ved brand, men PUR bliver ikke brugt til facadeløsninger i Danmark. Det er velbeskrevet og dokumenteret, at PIR (polyiso-cyanurat)-produkter, der er en videreudvikling af PUR, har meget effektive brandhæmmende egenskaber, siger Martin Stevnhoved Henriksen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Det er også godt beskrevet i Bygningsreglementet, hvad man må i forskellige højder og hvad der skal dækkes ind. Og tjekker man i øvrigt de sager med brande, der har været, viser det sig, at havde de fulgt bygningsreglementet, havde det set meget anderledes ud.

Ny anvisninger på vej

Martin Stevnhoved Henriksen betoner, at Build (tidligere SBi, red.) da også er begyndt at skrive nye anvisninger, blandt andet fordi PUR-sektionen i plastindustrien tog fat i dem og henviste til, at de eksisterende anvisninger er 20 år gamle, og at der for eksempel ikke bliver skelnet mellem PUR, PIR og EPS.

- Selv om der er stor forskel på dem, blandt andet brandmæssigt, siger Martin Henriksen.

- Jeg er jo producent og ikke helt upartisk, men det er ikke klædeligt for DTU Byg, at de fremfører konklusioner, der ikke er baseret i Bygningsreglementet.

Lidt skæv debat

Han tilføjer, at debatten også bliver lidt skæv, eftersom PUR-sektionen og dens medlemsvirksomheder jo arbejder med isoleringsmaterialer, ikke brandsikring i sig selv.

- Derfor kan vi kun henvise til brandrådgiverne og råde til, at produkterne dækkes ind som beskrevet i BR18, så det ikke eksponeres for flammer. Udfordring er at få skabte effektive etageadskillelser, så man stopper branden fra at brede sig fra én bolig til en anden.

Han fremhæver, at der i bygningsreglementet også her er meget klare retningslinjer for, hvordan man bruger plastbaseret isolering.

- Og der er mange fordele. Med de rette brandforanstaltninger kan du med den slanke PIR-isolering sikre dig et ekstra nettoareal på måske 7-8 kvm i et parcelhus på 180 kvm, nok til at ekstra værelse, siger han.

Mange misforståelser

Hos den store irske isoleringsproducent Kingspan siger landedirektør Scott McManogal, at det har været en hård kamp at overbevise den danske byggebranche om, at Kingspans produkter er seriøse alternativer til sten- og glasuldsisolering.

- Debatten har været præget af mange misforståelser og sammenblandinger af plastprodukter. Det har været en hård kamp at få overbevist byggebranchen, siger han til Licitationen.

Kan du forstå, at folk er utrygge ved plastprodukter, der dokumenteret brænder langt hurtigere og med voldsommere følger end sten- og mineraluldsisolering?

- Ja, men debatten bliver skæv, fordi man taler om to forskellige ting, nemlig uheldige eksempler fra udlandet og en byggebranche i Danmark, der har nogle af verdens strengeste isoleringskrav. Omkring en tredjedel af den totale CO2-udledning skyldes opvarmning af bygninger. Derfor skærpes kravene til energimæssig ydeevne og det kræver nye byggemetoder, tilpasninger og forbedrede materialer, siger Scott McManogal.

Han mener, at branchen har udviklet sig meget gennem de ti år, Kingspan har været i Danmark.

- Produkter og brandhæmmere er blevet mere effektive, og brandmyndigheder har været meget aktive, siger han.

Vinder indpas

Chresten Heide-Anderson, projektchef i EPS-branchen, der er en del af Plastindustrien, kan godt genkende, at isolering med EPS, der står for Ekspanderet Polystyren, anvendes i flade tage og facader.

- Det sker regelmæssigt i tage, og i mindre omfang i facader. Det har man kunnet siden 2010 og det vinder stille og rolig indpas, uden at det har kunnet aflæses på brandstatistikkerne. Derfor mener vi, at det er ret uproblematisk at anvende EPS isolering under 22 meter (svarende til 6-7 etager, som er det maksimalt tilladte for brug af celleplastbaseret isolering, red.). Eller med andre ord: Brande i Danmark vil have svært ved at udvikle sig med den voldsomhed, vi har set i udlandet.

Er du enig i DBIs betragtning om, at hvis nogen vil snyde på vægten, så kan det også lade sig gøre?

- Det er jeg enig i. Hvis man eventuelt vil gøre noget, så kan man jo overveje krav om, at brandmyndighederne besigtiger alle bygninger over to eller tre etager under deres opførelse. Så kan man jo potentielt spotte dem, som snyder på vægten.

Chresten Heide-Anderson mener, at EPS ikke har noget at gøre i højhuse på 24 etager som ved Londonbranden.

- Men den danske 22 meters-regel, og tydelige anvisninger i BR18 i øvrigt, gør situationen i Danmark helt anderledes. Jeg synes, det kunne være relevant at have med i DTUs analyse, at Grenfell Tower var 67 meter og 24 etager. Det er trods alt tre gange så højt som i Danmark.

Undgå overdreven frygt

Den svenske brandforsker Erik Almgren fra rådgivervirksomheden Bengt Dahlgren Brand & Risk har gennem 17 år arbejdet med cellulær plast, og han opfordrer byggebranchen og industrien til at sætte sig godt ind i materialernes egenskaber.

"Så man kan styre væk fra store unødvendige risici, men også for ikke at gå glip af potentialet i gode tekniske løsninger på grund af overdreven frygt," som han skriver i en nylig udgivelse.

Her fastslår Erik Almgren, at de såkaldte termoplastre, for eksempel EPS, XPS og Isodrän generelt er forbundet med større risici end termohærdende materialer.

"Termodæmpere, såsom PIR, antændes ikke så let på grund af små flammer og varmt arbejde. Kulstoflaget, der dannes på hærdeplast, sikrer, at materialerne ikke spreder ilden, viser dokumenterede brande i laboratoriemiljø og i virkeligheden", skriver han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093