23948sdkhjf

Faerchs genanvendelseseventyr er ladet med PET

Faerchs drøm om genanvendelse lever af ren PET. Deres anlæg håndterer PET-fraktioner fra husholdningsaffald, og på en specialdesignet vaskelinje foregår der én til én genanvendelse af cateringbakker fra et af deres ’closed loop’ partnerskaber.

De er så store, at det gør ondt i kontormusklerne i nakken, hvis man vil se til toppen. Anlæggene, der raser derud af på en adresse i kommunen Arnhem nogenlunde midt i Holland.

Her har plastgiganten Faerch købt selskabet 4PET Recycling og har med dem sat gang i en cirkulær, europæisk revolution.

- Vi er de eneste i Europa med et anlæg på industriel skala, der kan genanvende PET-bakker én til én til nye PET-bakker i et lukket loop, siger Fred Koning, der er operations director på 4PET Recyclings anlæg.

En lille sensation
Som et konkret eksempel har danske Faerch igennem 4PET Recycling lavet en aftale med et tysk cateringselskab om at etablere et lukket genanvendelses-loop af de sorte CPET-bakker, som madleverandøreren hver dag sender ud med dampende varme retter.

De returnerede bakker bliver indsamlet efter brug og bliver leveret til 4PET Recycling, hvor de i et særskilt område af fabrikken og på egne anlæg bliver vasket, kværnet til granulat, hvorefter de genopstår én til én som nye sorte madbakker i PET på en af Faerchs fødevareemballage fabrikker. Der derefter sendes tilbage cateringfirmaet til en ny omgang lune retter.

- Det er en lille sensation, synes vi. Indtil videre er det kun en lille del af det, der foregår på fabrikken, men drømmen er da klart at få det udbredt hos de kunder, hvor det kan lade sig gøre, siger Thomas Bak Thellesen og peger rundt i det øvrige buldrende anlæg.

Han er Director Group Sustainability & External Affairs hos Faerch i Holstebro, og han er rejst med en gruppe af deltagere fra Plastindustriens medlemsvirksomheder til Holland for at vise fabrikken frem og det, de gør med catering-bakkerne.

Men som sagt er en-til-en genanvendelsen af cateringbakkerne kun et lille hjørne af det, der foregår på fabrikken i Holland.

- Nu har vi har bevist, at vi kan lukke loops i de sammenhænge, hvor det giver mening, siger han og fortæller, at Faerch har mødt interesse fra et par af de helt store spillere på fødevarescenen om at indgå i tilsvarende loops, og i dag arbejder Faerch bl.a. med flybranchen, hvor vi har muliggjort en cirkulær økonomi for PET emballage i branchen.

- Så interessen er der, konkluderer han.

Infrastruktur og monomaterialer
Catering- og flybranchen er gode eksempler på, hvor sådan en indsamling til lukket loop giver mening. Her indsamles plastaffald og kan holdes uden om det konventionelle affaldssystem, hvor alskens affald og gode hensigter ikke bliver blandet op til en ukendelig masse, der kræver efterfølgende udsortering.

Men en ting er logistikken i affaldshåndteringen. Det handler også om at skaffe sig rene kilder til sourcing af plastmaterialer. Derfor slår Faerch et slag for at omstille al emballage til monomaterialer i genanvendelig kvalitet, og at Danmark lader sig inspirere af Storbritannien, hvor man netop har vedtaget en merbeskatning på al fødevareemballage i plast, der har mindre end 30% genanvendt indhold. Ifølge Thomas Bak Thellesen, vil det stimulere den cirkulære økonomi og biddrage til en udbygning af den eksisterende infrastruktur, som er kernen i en cirkulær økonomi.

- Ren PET giver i den forstand rigtig god mening. PET giver samme værdi, hver gang det recirkuleres, og PET er den eneste plasttype der kan genoparbejdes til fødevarekontaktmateriale efter endt brug. Det vil andre plasttyper eksempelvis ikke kunne opnå. Så vi vil jo gerne, at PET var reserveret til fødevarekontaktmaterialer, så vi kunne sikre genanvendelsen til nye fødevarematerialer, siger Thomas Bak Thellesen og ved godt, at der er mange andre om buddet for at få soloadgang til PET.

Men målet er stadig at udbrede de lukkede loop til andre steder. Også for den konventionelle plastindsamling, der er bare et stykke vej.

- Infrastrukturen i affaldsindsamlingen bliver akilleshælen i det her. Drømmen er at udvide det lukkede loop til også at indbefatte husholdningsaffald har Faerch allerede påbegyndt, men der er mange ubekendte faktorer og hele branchen skal omstilles. Men nu er vi startet i det små og viser, at det kan lade sig gøre, siger Thomas Bak Thellesen.

PET fra husholdninger
Så indtil videre er de lukkede loop en lille del af fabrikkens aktiviteter, der er under opbygning.

Den alt overvejende del af aktiviteterne på fabrikken er bearbejdning af andre PET-fraktioner, der kommer sorteret ind fra husholdninger i hele Europa, illustreret af dynger af PET flasker og fødevarebakker, der står pakket i baller ude foran fabrikken.

- Det vi mest gør os i, er at være næste led efter det klassiske sorteringsanlæg. Vi tager PET-affaldet, der er sorteret ud på de klassiske genanvendelsessteder og recycler det tilbage til fødevareemballage som de eneste i Europa på industriel skala, siger Thomas Bak Thellesen.

Og én ting den rene genanvendelse, noget andet er at give PET-materialet værdi og stimulere markedet.

- Vi har en plan om at udvide til flere steder i Europa, og håber at kunne inspirere andre til at gøre som os, hvilket ville være godt for hele sourcingen af PET affald. Hvis vi stimulerer interessen for PET fødevareemballage ved at lave en god forretning ud af det, skal infrastrukturen udbygges på europæisk plan. Samtidig vil kæden af ’virksomheder’ før anlægget i Holland, kunne se en fidus i at oppe sorteringen på de klassiske anlæg og lave helt rene fraktioner til gavn for dem, der skulle aftage materialet og hele den grønne omstilling, siger han.

Fakta: Faerch og genanvendelsen

Faerch er grundlagt i 1969 som producent af emballager til fødevaresektoren i form af bakker til fersk kød, færdigretter og to-go-måltider.

Faerch gik for alvor ind i genanvendelsen for små 10 år og har siden udvidet sin rolle på markedet for aftagning og produktion af genanvendt plast. Blandt andet er det Faerch der har stået bag de danske detailkæders og fødevareproducenters omstilling til produktion af kødbakker i genanvendt PET.

I juli 2018 købte Faerch 4PET Group i Holland, der blandt andet tæller føromtalte genanvendelsesanlæg 4PET Recycling og en producent af PET-folier Snelcore, som er lavet af materiale, der kommer direkte fra fabrikken i den anden ende af Arnhem.

Anlægget i Arnhem modtager først og fremmest udsorteret husholdnings-PET, der kommer fra husholdninger via sorteringsanlæg rundt omkring i Europa. Én til én genanvendelsen af bakker til det tyske cateringfirma er blot en lille del af fabrikkens aktiviteter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13