23948sdkhjf

Lego vokser på både top og bund i nyt regnskab

Lego Group øger omsætningen med 6 procent til 38,5 mia. kroner, mens driftsresultat stiger med 1 procent til 10,8 mia. kroner.

E-handlen steg samtidig med hele 27 procent. Det fremgår af den netop offentliggjorte årsrapport fra den danske legetøjsgigant.

- Det var et stærkt år for Lego Group. Vi overhalede legetøjsindustrien og øgede salget, omsætningen, indtjeningen og markedsandelene i alle vores større markeder, siger CEO Niels B. Christiansen.

Voldsom vækst i Kina
Når indtjeningen ikke følger med omsætningen, skyldes det primært investeringer i løbet af 2019, hvor Lego åbnede 150 nye butikker. 

140 af disse blev åbnet i 35 forskellige byer i Kina, som Lego på forhånd havde udnævnt til fokusområde i 2019. Den forudsigelse holdt stik - ifølge årsrapporten kunne Lego sidste år levere tocifrede vækstrater på det kinesiske marked, hvor man fortsat har planer om at vokse.

Lego-direktør Niels B. Christiansen fortæller, at ambitionen er at åbne yderligere 80 butikker i 20 nye butikker i Kina.

(Artiklen opdateres løbende...)

Lego Group
mio. kr. 2019 2018
Omsætning 38.5 36,4
Driftsresultat 10,8 10,8
Resultat før skat 10,5
Årets resultat 8,3 8,1
Balancesum 31,5
Egenkapital 21,8
Antal ansatte (Gennemsnit) 15.050
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
FAKTA: Her er virksomheden bag legoklodsen

* Lego er et privatejet selskab med hovedkontor i Billund, men Lego har afdelinger over hele verden, og der sælges produkter i mere end 140 lande.

* Selskabet ejes stadig af familien Kirk Kristiansen, som grundlagde det i 1932.

* Lego startede med at lave snedkerarbejde som trapper, skamler og strygebrætter.

* Lego begyndte kort efter også at lave trælegetøj.

* Lego begyndte i 1949 at lave klodser, der kunne sættes sammen.

* Legoklodsen, som den kendes i dag, blev lanceret i 1958.

* Koncernen beskæftiger sig med udvikling af børns kreativitet gennem leg og læring. Navnet Lego er en sammentrækning af ordene "leg godt".

* Med udgangspunkt i den karakteristiske legoklods sælger virksomheden legetøj, oplevelser og undervisningsmateriale til børn over hele verden.

* Koncernens administrerende direktør er Niels B. Christiansen. Han har tidligere været administrerende direktør i Danfoss, der er kendt for sine termostater.

* Han erstattede 1. oktober 2017 Bali Padda, der nåede at bestride posten godt halvandet år.

* Bali Padda afløste 1. januar 2016 Jørgen Vig Knudstorp, der havde været direktør siden oktober 2004 og var den første uden for Kirk-familien til at stå i spidsen for koncernen.

Kilde: Lego.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109