23948sdkhjf

Malaysia sender 3300 ton plastik tilbage til rige lande

Malaysia vil ikke være en losseplads for de rige landes plastikaffald, siger landets miljøminister.

Malaysia vil sende 3300 ton plastikaffald tilbage til de rige lande, som den enorme mængde kom fra.

Det siger landets miljøminister, Yeo Bee Yin. Hun vil sende 60 containere fyldt med plastikaffald tilbage.

- Disse containere blev bragt ulovligt ind i landet under falsk varedeklarering og andre overtrædelser, der går imod vores miljølovgivning, siger miljøministeren.

Malaysia blev sidste år verdens primære destination for plastikaffald, efter at Kina sagde nej til at importere mere. 

Det har ført til, at flere genbrugsfabrikker i Malaysia er blevet overfyldt med plastikaffald, og mange samfundsgrupper i landet klager over det miljøskadelige problem.

Det er lande som USA, Storbritannien, Canada og Australien, der får plastikaffaldet retur.

Malaysia er det seneste i rækken af lande, der har sagt nej tak til plastikaffald fra rigere lande.

I sidste uge meddelte Filippinerne, at det vil sende 69 containerne fyldt med plastikaffald tilbage til Canada, hvor det kom fra i 2013 og 2014, da det var modtaget uden samtykke fra regeringen.

Canada har udtalt, at affaldet blev modtaget med samtykke fra regeringen i Filippinerne. Det nordamerikanske land har dog accepteret at tage imod affaldet.

Den malaysiske regering har udpeget 14 lande, der skal have deres affald tilbage. 

Yeo Bee Yin siger, at borgere i rige lande ikke er klar over, at alt deres plastikaffald ender i Malaysia og ikke bliver genbrugt. 

Ministeren udtaler videre, at et genbrugsfirma i Storbritannien har eksporteret over 50.000 ton plastikaffald de seneste to år til Malaysia. 

- Vi beder rige lande om at genoverveje deres håndtering af plastikaffald og ikke bare sende det herned.

- Hvis man sender noget til Malaysia, får man det lige tilbage igen, siger Yeo Bee Yin.

Kilde: /ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.518