23948sdkhjf

Lukket og slukket i Ukraine: Mekoprint Cables må trække på lageret og Polen

Mekoprint Cables fabrikken i Chernyakhiv, Ukraine står stille og forladt.

Døren er låst, og medarbejderne er sendt hjem efter Rusland invaderede Ukraine i sidste uge.

- Det lykkedes ikke at få hverken råvarer eller maskiner ud af fabrikken og videre til fabrikken i Polen, som vi havde planlagt. Det hele gik pludseligt stærkt, og det kunne altså ikke lade sig gøre, fortæller Lars Laungaard Rasmussen, direktør for Mekoprint Cables-divisionen, til Electronic Supply. 

Medarbejderne var faktisk mødt ind på fabrikken torsdag morgen, men blev hurtigt sendt hjem, da det stod klart, at Rusland ikke "kun" var gået ind i de østlige områder Luhansk og Donetsk, men angreb mål i hele Ukraine.

Siden har fabrikken stået stille. Men det er ikke umiddelbart noget kunderne har mærket til endnu.

- Netop nu ser vi tiden an. På den korte bane har vi produceret en relativt stor buffer op, som vi har stående på lager i Polen, forklarer Lars Laungaard Rasmussen.

Afhængigt af udviklingen i Ukraine, så kan det blive nødvendigt at udvide kapaciteten på fabrikken i Polen, der er en lille smule større end fabrikken i Ukraine.

- De to fabrikker kan det samme, men det er jo klart, at der kan være nogle applikations-værktøjer, som ikke findes på begge sites. Og det er i forhold til sådan nogle ting, at vi skal til at arbejde hurtigt, siger Mekoprint-direktøren. 

Fakta om Mekoprint Cables:

  • Startede i 2011, da Mekoprint købte S-Pro A/S.
  • I 2015 købte Mekoprint Cables Molex Knutsen A/S i Danmark og den tilhørende produktion i Polen.
  • I 2019 indviede man den nye fabrik i Ukraine, hvor der er 120 medarbejdere.

Kilde: Mekoprint

- Lige nu er vores fokus på at forstå vores kunders behov i detaljer og sikre, at vi har fokus på de produkter, hvor vi først kommer til at mangle. Og alt efter, hvordan situationen udvikler sig i de kommende dage, få fremrykket leveringen af råvarer, så vi kan starte produktionen op i Polen, siger Lars Laungaard Rasmussen, der påpeger, at der er tale om få, men relativt store kunder, der produceres til i Ukraine.

Tror på Ukraine

I forhold til situationen i Ukraine er der i disse dage ikke meget Lars Laungaard Rasmussen og Mekoprint kan gøre her fra Danmark.

Allerede i sidste uge besluttede Mekoprint at udbetale et stort forskud på medarbejdernes løn. Det skulle i hvert fald ikke være rede penge, der skulle give dem bekymringer i den kommende tid.

Nu er der kun tilbage og vente og se, hvad der kommer til at ske.

- Vi har stadig stor tiltro til Ukraine som selvstændig stat, og at ukrainerne kommer tilbage på sporet efter det her. Vores medarbejdere er stadig vores medarbejdere, og det hele står sådan set klar til at kunne starte op igen i løbet af få timer, når vi kommer dertil, siger Lars Laungaard Rasmussen.

- Vi har investeret i Ukraine og vi tror på det. Ukrainerne er dygtige og velkvalificerede og på den måde er det et meget attraktivt land at drive forretning i. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078