2

Billeder

Gitte Buk Larsen fylder 50 år 23. maj. Foto: Benita Dreyer-Andersen

Af Benita Dreyer-Andersen 30. april 2019 14:54

Gitte er sådan en, der henter mig på banegården i Hobro i en skinnende Audi, fordi jeg er med offentlig transport, og hun vedtager, at bus til Mariager er for bøvlet. ”Vi kører hjem til mig,” siger hun. ”Hvis du lover ikke at lægge mærke til, at der er rodet”. Det lover jeg. Og holder fast, da hun gasser op og overhaler en sløv stationcar, der får et par ukvemsord med på vejen.

Hun elsker biler og ville gerne have en, der var sjovere, som hun kunne gå og rode med, men det går ikke, når hun kører så meget, siger hun. Hun elsker også papegøjen derhjemme, der går frit rundt og får serveret pasta med kødsovs til aften. Og så elsker hun fabrikken. Familievirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S, hvor hun bruger en hel del af sine vågne timer på at arbejde og en del af de sovende på at få nye ideer til nye projekter.

Hun er flagrende på den fede måde, kontant i mæglet og udstyret med en personlighed, der bedst kan tegnes med bevægelsen af en hoppebold.

Og i en branche præget af jakkesæt og blå skjorter er det en velkommen stribe kulør slået af en, der ikke rager alverden i vejret, men til gengæld indtager hele verden med sin hæse stemme og farverige gevandter, der matcher hendes måde at være på.

Det er Gitte Buk Larsen.

Og så er hun også alt muligt andet, fordi hun - efter eget udsagn - bliver tordnende vanvittig af at blive sat i en kasse, hvor folk tror, de ved, hvor de har hende. Jeg gør nu forsøget med dette portræt alligevel.

Vild og rastløs
Gitte er i bogstaveligste forstand vokset op på fabrikken. Hun var tre år, da hendes far – eller ’paps’ som hun omtaler ham – Aage Vestergaard Larsen grundlagde en genanvendelsesfabrik til plastik. Da fabrikken flyttede til Klostermarken i Mariager i 1979 var privaten og fabrikslokalerne kun adskilt af en enkelt væg.

- Jeg kan ikke huske et specifikt første minde fra fabrikken, for fabrikken var vores hjem, og hjemmet var fabrikken. Men jeg kan huske, at jeg har spillet kort med min far og er blevet lagt til at sove der, hvor vi nu har Mødelokale 2, siger hun.

Og selvom fabrikken var familiens omdrejningspunkt, og far Aage lagde alle sine vågne timer der, så lå det ikke i kortene, at Gitte skulle bringe arven videre, som hun i dag gør i rollen som bestyrelsesformand og som chef for marketing og forretningsudvikling.

- Jeg tror, min far ønskede et andet liv for mig. Der var aldrig noget pres for, at jeg skulle ind i virksomheden, og jeg oplevede heller ikke, at han ville have mig til at holde mig langt væk. Jeg var nok også lidt for vild og rastløs til, at nogen – inklusive mig selv – troede, at jeg skulle ende der. Men nu bliver jeg her, siger Gitte Buk Larsen bestemt.
Hjem til fabrikken

Aage Vestergaard Larsen gik bort i maj 2013, men Gittes mor, Karen, kører stadig truck på virksomheden i en alder af snart 76 år og er med svingende held forsøgt overtalt til at gå en time ned i tid hver dag.

- Fabrikken er vores udvidede familie, og det gør det svært for hende at holde sig væk. Vores medarbejder Erik (kaldet Knold – ingen ved hvorfor, red.) har 40 års jubilæum om lidt, så vi er omgivet af folk, der har kendt os altid, fordi fabrikken og familien har været flettet så grundigt sammen så længe, siger hun.

Dog vil Gitte afvise, at hun selv kører truck på Klostermarken 3 om 26 år.
- Jeg er god til at have et liv ved siden af, og jeg har brug for at have tid alene, høre radio en hel lørdag eller se serier fra sofaen. Så jeg skal nok finde ud af at lave noget andet, griner hun.

Men det virker heller ikke nemt, det med at forlade fabrikken. I hvert fald sker det ofte, at medarbejder der har forladt virksomheden kommer tilbage igen.
Selv har Gitte Buk Larsen været til og fra fabrikken fire gange for at lave andre ting – blandt andet har hun solgt antikt sølv i London - men alle gangene vendt snuden hjem til plastgranulatet.

Hjem, siger hun. Fordi der aldrig har været vandtætte skodder mellem hvad der var familie, ansatte, fabrik og hjem. Så det er også hendes udvidede familie, der hvert år sender tonsvis af oparbejdet og genanvendte plastgranulat ud i store sække fra fabrikkens færdigvarelager.

Samarbejdet med den store diplomat
Og der er nok at sende ud og nok at give sig til for en virksomhed, der startede som velbevaret hemmelighed i 1970’erne, men nu er med til at sætte dagsordenen i den verserende plastdebat. Fremtiden er ladet med fremdrift, drevet af makkerskabet Buk Larsen og Cuculiza. Sidstnævnte gik ombord i familiedynastiet i 2012 og er blevet Gittes partner in crime hvad angår driften af forretningen.

- Franz og jeg er total good cop og bad cop. Jeg er den utålmodige, rastløse type, der siger det højt, hvis jeg hører for meget snak og varm luft. Der er Franz en noget større diplomat og kan bare det med at køre de lange seje træk, og jeg er evigt taknemmelig for, at han kan den del, griner hun.

Det var også Franz og Gitte, der for nogle år siden satte og skræddersyede stillingen som chef for marketing og forretningsudvikling til hende, samtidig med at hun sidder i front for bestyrelsen.

- Jeg har brug for at udfolde mig kreativt, få ideer og følge dem til dørs. Jeg keder mig nemt i alt for mange rutiner, og så kobler jeg ud og bliver doven. Derfor er den stilling perfekt til mig, og det forstår Franz heldigvis. Så vi satte os ned og skabte det her job, så jeg kunne udfolde mig og blive udfordret, siger hun.

Men hvordan mon Aage Vestergaard Larsen havde tænkt om virksomhedens udviklingens og datterens engagement, hvis han stadig havde haft sin gang på fabrikken?

- Jeg tror, min far havde trillet en omgang, hvis han havde set, hvordan vi er synlige på sociale medier og i debatten generelt. Han levede nok mest efter, at den der lever stille, lever godt. Til gengæld kunne jeg godt have undt ham at se, hvor meget medvind hans ide om genanvendelse af plastik har fået bare på de seneste par år. En gang grinede de af Aage, fordi han ville give affald nyt liv. Nu er der ingen, der griner mere, siger hun.

Indløser returbilletten
Gitte Buk Larsen fylder 50 år den 23. maj selvsamme dag som branchen samler sig til Plastdagen i København.

- Jeg har det lidt mærkeligt med, at jeg slet ikke skal se min bror og min mor den dag, men så holder jeg en kæmpe fest om lørdagen i stedet, siger Gitte, der i en af de hyppige anfald af kreativ tænkning selv har foldet samtlige invitationer til de 110 gæster, der er inviteret til fødselsdag.

Det skal nemlig ikke gå hen i det uvisse, når Gitte fylder rundt. Måske er hun kun halvvejs, eller som hun selv siger: der hvor man indløser returbilletten.

- Jeg har det fantastisk med at blive 50 år. Jeg forstår ikke dem med alderskriser, men omvendt har jeg heller aldrig haft en snorlige plan klar for, hvor jeg skulle være, når jeg blev 30, 40 eller 50 år. Der er meget lidt, jeg fortryder, og alternativet til at fylde 50 er ikke at gøre det. Og det er alligevel meget værre, siger hun.