23948sdkhjf

Rekordår for Lego giver plus i familiens investeringsselskab i svært år

Legos rekordresultat for 2022 trækker overskuddet i Kirkbi op. Udvikling på finansielle markeder trækker ned

Solid vækst hos Lego har været med til at sikre Lego-familien endnu et milliardoverskud på trods af finansiel ustabilitet.

Overskuddet i familiens investeringsselskab, Kirkbi, endte på 10,7 milliarder i 2022. Året før lød overskuddet på 27 milliarder kroner.

Det viser årsregnskabet for Kirkbi, der er blevet offentliggjort torsdag.

- 2022 var et historisk udfordrende år med krig og global ustabilitet. Vi har været meget fokuserede på at håndtere porteføljen ansvarligt og samtidig holde fast i vores langsigtede strategi, siger Søren Thorup Sørensen.

Han er administrerende direktør i Kirkbi, som er det familieejede holding- og investeringsselskab bag Lego. Kirkbi forvalter og investerer blandt andet den store milliardformue, Lego har skabt.

Ved udgangen af 2022 havde Kirkbis samlede investeringsportefølje en værdi på 100 milliarder kroner. Den leverede et negativt afkast for året på fire milliarder kroner.

Ifølge Søren Thorup Sørensen er det fornuftigt i forhold til den generelle udvikling i markedet, selv om det er lavere end sidste år.

Særligt sidste års rekordoverskud i Lego, der lød på 13,8 milliarder kroner, har trukket resultatet op. Modsat har den generelle udvikling på de finansielle markeder trukket resultatet ned.

- Alt i alt synes vi, vi er kommet fornuftigt igennem året. Vi ser på afkast gennem en længere periode, og over en periode på ti år er vores afkast 7,7 procent. Det synes vi, er fornuftigt, siger Søren Thorup Sørensen.

Kirkbi ejer 75 procent af Lego koncernen.

Foruden Lego-koncernen har Kirkbi ejerandele i blandt andet forlystelsesselskabet Merlin Entertainments, Falck og Nilfisk.

I april sidste år investerede Kirkbi en milliard dollar - cirka 7,7 milliarder kroner - i spiludviklingsvirksomheden Epic Games, der blandt andet står bag Fortnite.

Lego-koncernen samarbejder med Epic Games om at lave en børnevenlig udgave af metaverset Fortnite.

Senere på året købte Kirkbi e-læringsplatformen Brainpop, for 6,7 milliarder kroner.

Det er en klar strategi, at Kirkbi skal engagere sig mere i digital leg og læring, fortæller Søren Thorup Sørensen.

- Børn og unge bruger mere tid digitalt, derfor er det naturligt, at vi også bruger flere penge og er mere til stede inden for digital leg, siger han.

Der er ifølge topchefen ikke flere investeringer af den størrelse planlagt på nuværende tidspunkt. Men skulle muligheden opstå, er han klar til at slå til.

- Det er to ganske betydelige investeringer, så vi arbejder lige med dem. Men hvis muligheden opstår, vil jeg ikke udelukke det, siger han.

Ejerskabet af Kirkbi er fordelt mellem Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn, Thomas Kirk Kristiansen, Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Kristiansen.

For at beskytte Lego mod eventuelle fremtidige familiefejder har familien oprettet en almennyttig fond, der sidder på 33,95 procent af stemmerne i Kirkbi. Fonden har fået navnet K2 Fonden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078