Stramt finanslovsudspil: Der skal være råd til flere hænder i den grønne omstilling
Regeringen har torsdag over middag præsenteret sit første finanslovsudspil.
Og der er tale om et stramt udspil. "Man skal ikke forvente, at der bliver brugt en masse nye penge. Det er hele rygraden i denne finanslov," siger finansminister Nicolai Wammen på et pressemøde torsdag.
I disse minutter holder regeringen livestreamet pressemøde om finanslovforslaget. Finansminister Nicolai Wammen siger blandt andet, at oplægget er stramt, blandt andet fordi der skal findes penge til flere hænder i den grønne omstilling og i velfærdssektoren.
"Her og nu er inflationen den allerstørste udfordring for dansk økonomi. For selvom den er aftagende, er den stadig høj. Samtidig ligger den økonomiske aktivitet på et højt niveau og presset på arbejdsmarkedet fortsætter. Derfor er regeringens finanslovforslag først og fremmest stramt," lyder det i den officielle pressemeddelelse.
Finansminister Nicolai Wammen siger:
- Den største økonomiske udfordring for Danmark og danskerne er den stadigvæk høje inflation. Det er noget, der kan mærkes i de danske hjem. Når regningerne skal betales, så skal vi i dag have flere penge op ad lommen. Formålet med finansloven for 2023 er derfor meget enkelt: Den skal bidrage til at bekæmpe inflationen, til gavn for danskerne og dansk økonomi. Det er det ansvarlige og rigtige at gøre. Hvis vi skal styrke vores forsvar, forbedre vores velfærd, og samtidig sikre, at Danmark fortsætter den grønne omstilling, så kræver det, at vi holder fast i reformsporet, og at vi fortsat træffer kloge og ansvarlige beslutninger.
Fungerende forsvarsminister og økonomiminister Troels Lund Poulsen siger:
- Det handler om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Samtidig har regeringen sat en ny reformdagsorden, der vil øge den strukturelle beskæftigelse og sikre arbejdskraft til danske virksomheder. Det vil gøre Danmark rigere, så vi kan investere mere i vores sundhedsvæsen, Forsvaret og den grønne omstilling.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
- ... Vi har arbejdshandskerne på og er gået i gang med at forberede reformer af samfundet, der skal sikre, at vi har råd til den grønne omstilling, vores fortsatte velfærd og kan foretage de nødvendige investeringer i vores forsvar og sikkerhed.
Regeringen oplyser, at man vil invitere partier udenfor regeringen til forhandlinger om finansloven snarest muligt.
Finanslovsudspil
Regeringen vil videreføre et uddannelsesløft med 110 procent dagpenge i 2. halvår af 2023 (ca. 215 mio. kr. over perioden 2023-2025). Ordningen genindføres den 1. juli 2023. Regeringen ønsker at understøtte ledige i at tage en erhvervsuddannelse inden for et område med mangel på arbejdskraft.
- Regeringen vil nedsætte en national energikrisestab (ca. 20 mio. kr. over perioden 2023-2024). Der nedsættes en national energikrisestab (NEKST) efter inspiration fra den nationale operative stab (NOST). NEKST skal bl.a. sikre hurtigere udrulning af fjernvarme og identificere barrierer for skalering af sol og vind på land.
- Regeringen vil afsætte en millard kroner for at annullere en skatteforhøjelse på selskabers ejendomsavancer. (Ca. 1,0 mia. kr. årligt fra 2023- og frem).
Kilde: 'En ansvarlig vej frem - finanslovsudspil 2023', fm.dk