23948sdkhjf

Trods økonomisk nedgang, har flertallet i fremstillingsindustrien ingen dystre tanker om 2023

Trods udsigt til recession ser fremstillingsindustrien lyst på indeværende regnskabsår

Der skal mere end en recession til at give direktørerne i fremstillingsindustrien dystre tanker.

En ny undersøgelse viser nemlig, at tre ud af ti danske virksomheder ser dystert på 2023 og forventer faldende overskud i år sammenlignet med 2022. 

Det er konsulenthuset Simon-Kucher & Partners, der har udarbejdet undersøgelsen, der er gennemført blandt topchefer i B2B-virksomheder. 28 procent angiver, at de forventer mindre overskud her i 2023 end sidste år. Heraf forventer omkring halvdelen en tilbagegang på mere end fem procent.

- Undersøgelsen afdækker, at der er store forskelle inden for dansk erhvervsliv, når det handler om forventningerne til resten af året. Selv om mange frygter nedgangstider, er der også 72 procent, som forventer uændrede eller sågar stigende overskud. Derudover adskiller mange brancher sig markant fra hinanden. Den største optimisme finder vi i fremstillingsindustrien og noget overraskende også inden for logistikbranchen, mens vi ser negative forventninger bl.a. inden for den kemiske industri og byggebranchen, siger Frederik Brandt, senior director hos Simon-Kucher & Partners.

Ikke velforberedte på recession

55 procent af de deltagende virksomheder siger i undersøgelsen, at de har en stor eller endda meget stor tiltro til egne evner til at reagere på en kommende recession.

- Men det betyder også, at næsten halvdelen ikke føler sig velforberedte på en periode med tilbagegang. Her oplever vi blandt andet, at alt for mange stadig orienterer sig mod nære markeder som UK, Tyskland og de nordiske lande, selv om virksomhederne i undersøgelsen selv giver udtryk for, at det største kommercielle potentiale skal findes uden for Europa. Vi anbefaler generelt, at man omstiller sin salgsorganisation og sigter meget mere på kunder i Nordamerika og på andre oversøiske markeder, siger Nicolai Broby Eckert, senior partner og co-head of Nordics hos Simon-Kucher & Partners.

Ifølge Nicolai Broby Eckert har mange danske virksomheder for entydigt fokus på at reducere omkostninger.

- 24 procent af de danske virksomheder regner med primært eller udelukkende at iværksætte omkostningsreduktioner for at imødegå recessionen. Men det kan have meget større effekt, at man fokuserer på at omlægge sine kommercielle strategier. Og det har man erkendt i USA, hvor det kun er det kun 11 procent af virksomhederne, der vil benytte sig mest af omkostningsreduktioner, mens slet ingen amerikanske virksomheder udelukkende vil imødegå recessionen ved at skære ned på deres omkostninger, siger Nicolai Broby Eckert.

De danske virksomheder synes dog at være opmærksomme på, at de skal opgradere inden for de kommercielle discipliner.

- Vores undersøgelse viser, at et stort flertal af virksomheder i Danmark især ser et behov for kommerciel udvikling. Det gælder først og fremmest rekruttering af talenter med kvalifikationer på det kommercielle område, men også udvikling af nye digitale tilbud og tilpasning af den kommercielle forretningsmodel til en ny tid præget af digitale løsninger. Desuden er bæredygtighed på kort tid blevet et af de store fokusområder, siger Frederik Brandt.

Undersøgelsen 'Commercial Trends Study 2023' er gennemført af YouGov for Simon-Kucher & Partners blandt topchefer i B2B-virksomheder i UK, USA, Tyskland, Østrig, Schweiz, Holland, Norge, Sverige, Finland og Danmark. 

Der indgår 992 respondenter i undersøgelsen, heraf 107 fra Danmark. Dataindsamlingen er foretaget i december 2022 og januar 2023.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094