23948sdkhjf

Kæmpe win for genanvendelse af PVC: Ragn-Sells lander vigtig aftale med Wuppi

PVC-branchens genanvendelsesordning Wuppi A/S - der i sin tid blev stiftet af Wavin, Uponor, Plastmo, Primo og Icopal - og miljøvirksomheden Ragn-Sells Danmark A/S har aftalt et gensidigt, forpligtende samarbejde om at øge de danske mængder af indsamlet og genanvendt hårdt PVC-byggeaffald. En aftale, der er ekstrem vigtig for genanvendelse af PVC i Danmark.

Det oplyser parterne mandag i en pressemeddelelse.

I den nye samarbejdsaftale skal Ragn-Sells sørge for, at endnu mere hård PVC bliver genanvendt.

Om aftalen siger adm. direktør i Ragn-Sells Danmark, Massimo Forti: 

- Vi har store ambitioner på plastområdet. Bag Wuppi står de førende danske PVC-virksomheder, og med dem om bord slutter vi kredsløbet - fra produktion over affaldsfasen til, at den genanvendte PVC indgår i nye produkter.

Allan Larsen, der er formand for Wuppi og Group Director i Primo-koncernen, ser aftalen med Ragn-Sells som ambitiøs. 

- Med Ragn-Sells for vi en seriøs miljøvirksomhed som partner, der investerer i den grønne omstilling. Jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan øge de indsamlede mængder, og ikke mindst den reelle genanvendelse af hård PVC i de kommende år.

Ragn-Sells skal stå for indsamling og sortering af PVC-affaldet i Danmark. Sorteringen skal blandt andet ske på det nye, store behandlingsanlæg i Kolding, som bygges i 2023 som joint venture mellem Ragn-Sells og den hollandske plastgenanvendelsesvirksomhed Van Werven.

Fraktionen transporteres efter sorteringen til Holland, hvor Van Werven oparbejder og afsætter PVC’en til rørproducenter og andre virksomheder på det europæiske marked.

Wuppi er en del af det europæiske VinylPlus-netværk, som sørger for at over 800.000 tons PVC bliver genanvendt i Europa hvert år.

Om parterne

Wuppi A/S er stiftet i 1997 som en landsdækkende indsamlingsordning for byggeaffald af hård PVC. 

Bag selskabet står en række førende producenter og importører af hårde PVC-byggeprodukter. 

Wuppi er en sammentrækning af de stiftende aktionærers forbogstaver: Wavin, Uponor, Plastmo, Primo og Icopal. Derudover har Wuppi en række associerede medlemmer: Rias, Rehau, Pipelife, Wexøe, Solar, Veka, Schneider Eletric og INEOS Inovyn.

Ragn-Sells Danmark er en del af den svenske familieejede Ragn-Sells Group. De er blandt de ledende aktører inden for affald i Skandinavien, og beskæftiger ca. 2.900 ansatte, der foretager indsamling, transport, oparbejdning og forædling af alle typer affald og restprodukter for et stort antal offentlige og private erhvervskunder. Samlet behandler Ragn-Sells Group mere end 6 mio. ton affald årligt.

Wuppi A/S

Wuppi oplyser, at man forventer, at en EU-forordning fra sommeren 2023 vil muliggøre brugen af genanvendt PVC med bly i Danmark. Hidtil har den danske blybekendtgørelse blokeret for, at genanvendt PVC må anvendes i produkter, som sælges på det danske marked. PVC har været uden bly siden 2002, men grundet produkternes lange levetid kan der i årene fremover opstå blyholdigt PVC i affaldsstrømmen. Forskning har dog vist, at genanvendelse er den miljømæssigt bedste måde at håndtere blyholdigt PVC-affald på.

PVC

  • PVC er den mest anvendte plasttype i byggeriet.
  • PVC bruges blandt andet til rør, vinduer, kabelbakker, tagrender og tagplader.
  • Siden 1997 har PVC-branchens egen landsdækkende indsamlings- og genanvendelsesordning Wuppi været med til at sikre, at hård PVC også er den mest genanvendte byggeplast.

PVC Informationsrådet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125