23948sdkhjf

EU-lande indgår energiaftale uden prisloft på gas

EU-lande er enige om aftale, der indfører fælles gasindkøb og deling af gas i nødstilfælde

EU-landene er ikke enige om et prisloft på gas. Det står klart efter førstedagen af EU-topmødet i Bruxelles.

Til gengæld er der enighed om, at EU-Kommissionen skal fremsætte et forslag til en nødbremse, som kan iværksættes i tilfælde af store prisudsving på gasbørsen TTF.

- Det skal begrænse prisudsvingene, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde natten til fredag efter førstedagen af EU-topmødet.

Dermed giver EU-landene nu EU-Kommissionen ret til at gå videre med et forslag, som kan gribe ind i prisdannelsen på gasbørsen TTF. Det har blandt andre professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen advaret imod.

Heller ikke fra dansk side har man ønsket at forfølge forslaget, som nu alligevel er blevet en del af den pakke, som EU-landene er blevet enige om i forsøget på at bringe energipriserne ned.

Aftalen kommer på et tidspunkt, hvor mange husholdninger og virksomheder på tværs af EU kæmper med at betale høje energiregninger. Forud for EU-topmødet var der derfor stort pres på mange af EU-lederne for at vende hjem med et resultat, der kan sænke priserne.

Flere central- og østeuropæiske lande har i den seneste tid presset hårdt på at få at få et egentligt prisloft på gas. Men det var der som ventet ikke enighed om på topmødet.

- Vi havde en ærlig diskussion, som på den ene side fremhævede mulighederne, men også udfordringerne, siger von der Leyen.

Dermed antyder hun lidt af den bitterhed mod især Tyskland, som har præget diskussionen.

Mens især de central- og østeuropæiske EU-lande ser et prisloft som den mest direkte vej til en lavere energiregning, så har blandt andre Tyskland, Holland og Danmark været skeptiske.

De tre lande frygter, at den besnærende løsning i sidste ende vil udløse en ekstraregning til skatteyderne på tværs af EU, hvis de skal betale for forskellene mellem prisloftet og markedsprisen.

Eller at leverandørerne af gas ganske enkelt vil sælge til lande uden for EU for at få markedsprisen.

Modellen risikerer også at skabe en situation, hvor nogle EU-lande bruger penge på at betale for prisloftet, mens energien bliver sendt ud af landet til andre EU-lande eller lande uden for EU, som så nyder godt af den billige energi uden at betale.

Som del af aftalen er EU-landene til gengæld enige om fælles indkøb af gas og deling af gas, hvis der opstår mangel i EU. Det skal både være med til at sikre billigere indkøb og forsyningssikkerheden i krisesituationer.

Samtidig er der enighed om at udvikle et nyt indeks, der skal supplere priserne på TTF-gasbørsen. EU-landene skønner, at det nye indeks er nødvendigt for at få mere retvisende priser, som tager højde for den øgede brug af flydende naturgas (LNG).

- Vi har nu en solid køreplan for arbejdet med energipriserne, siger Ursula von der Leyen på pressemødet.

Næste skridt efter denne uges topmøde bliver et møde for EU-landenes energiministre på tirsdag i næste uge. Her vil man fortsætte diskussionen på baggrund af aftalen fra EU-topmødet, siger von der Leyen.

Læs også: Fakta: Det er EU-landene blevet enige om på energi - PlastForum DK

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085