23948sdkhjf

Vil pavillon af plast provokere? Plastindustrien får prestigefuld plads på verdenskongres for arkitekter

Pavillon af plast lever fuldt ud op til bæredygtighedskrav, men vil uden tvivl provokere arkitekter, spår brancheorganisationen

Det er prestigefuldt at deltage, når den internationale arkitekturkongres World Congress of Architects UIA åbner i København i juli 2023 - og Plastindustrien kan nu afsløre, at man har fået lov at deltage med et visionært byggeri på havnefronten i København.

Dermed sættes der tyk streg under, at fremtidens bæredygtige byggeri ikke kun er baseret på traditionelle naturmaterialer, men at plast også kan smide et stærkt kort i puljen.

Plast Industrien har allieret sig med de internationalt anerkendte arkitekter TERROIR. Tegnestuen har kontorer i hhv. Australien og Danmark og tilføjer dermed projektet et internationalt arkitektonisk perspektiv. TERROIR er senest blevet bemærket ved fornyeligt at vinde hovedprisen i International Architecture Awards i Chicago 2022 for Best New International Architecture 2022 med besøgscentret Puffing Billy Railway.

Plastindustriens pavillon får titlen ’Planetary Plastic Pavilion’ og skal vise arkitekter, bygningskonstruktører og designere fra hele verden, at plast er et go-to-materiale, i en tid hvor bæredygtighed ikke blot er et fiks idé men en forudsætning for fremtiden.

Pavillonprojektet er et 'wake up call', lyder det fra brancheorganisationen: 

"Der er ikke nogen vej uden om en seriøs diskussion og undersøgelse af plast i fremtidens byggeri, hvis vi skal nå en signifikant bæredygtighed i byggeindustrien og samtidig imødekomme et stadig stigende behov for nye boliger og mere bebygget areal," skriver organisationen i en pressemeddelelse. 

Planetary Plastic Pavilion designes med 100 procent genbrug og genanvendelse for øje og med brug af genanvendte plastmaterialer. 

"Målet er at opføre en arkitektonisk og æstetisk vellykket pavillon udført primært i plast og møbleret med designede produkter i genanvendt plast, som danske plastproducenter er førende i," skriver Plastindustrien.

Cirkulær økonomi i plastbranchen og en omstilling af forsyningskæden, så plastens råmaterialer leveres fra fornybare kilder, genanvendte ressourcer og power-to-x, f.eks. luftens CO2, er nogle af de parametre, der gør plast konkurrencedygtig på bæredygtighedsfronten.

"Idéen om plast som bærende element i bæredygtigt byggeri vil uden tvivl provokere mange arkitekter og designere, der traditionelt har haft fokus på træ og andre naturmaterialer. Det paradigme skal pavillonen udfordre, fordi plast som alternativ til naturmaterialer ofte er et mere bæredygtigt valg. Det vil uden tvivl kræve en mentalitetsændring hos mange arkitekter at se et ofte udskældt materiale som en central del af løsningen – der ovenikøbet kan designes, så stort set kun fantasien sætter grænserne," lyder det, og herefter opfodrer Plastindustrien sine medlemmer til at deltage.

Vil man bidrage, kan man kontakte miljøpolitisk chef Christina Busk (2949 4564 / cb@plast.dk) eller Rasmus Grusgaard, innovationskonsulent (2689 3028 / rg@plast.dk).

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.156