23948sdkhjf

Sparer tonsvis af affald: Her fikses plastkofangeren i stedet for at smide den ud

I marts i år søsatte forsikringsselskabet, Tryg, et initiativ, der skal reducere antallet af kasserede plastikkofangere. I 2020 blev blot 12 procent af plastik-kofangerne på Tryg-kundernes biler repareret efter en større skade. Ved udgangen af august i år var tallet oppe på 25 procent, svarende til hver fjerde kofanger. Medregner man kofangere med mindre skader, er det tæt på hver anden kofanger, som Tryg nu reparerer frem for at udskifte.

Ved at øge reparationsgraden af kofangere har Tryg dermed, på blot et halvt år siden projektets start, allerede repareret lige så mange kofangere, som hele sidste år. Således har selskabet i perioden sparet miljøet for cirka 12 ton plastikaffald.

Det kalder Tryg selv en gedigen succes.

- Nu reparerer vi, som udgangspunkt, altid bilens kofanger, hvis det kan lade sige gøre. Men vi beder selvfølgelig kun om reparation, hvis det er fagligt forsvarligt - reparationen må aldrig gå på kompromis med sikkerhed og kvalitet. Er taksatoren det mindste i tvivl, vil kofangeren til enhver tid blive udskiftet, siger Mogens Olesen, skadedirektør i Tryg.

Kasseres hvert fjerde minut

Hos Tryg er skrammer og buler på kofangeren den hyppigste karosseriskade på bilforsikringen, og hvert år udskiftes titusindvis af kofangere på kundernes biler. Alene sidste år endte mere end 30.000 plastik-kofangere fra bilkunder i Trygs danske forretning i affaldscontainere, fordi de var blevet udskiftet i forbindelse med en skade. Det svarer til en kofanger cirka hvert fjerde minut og over 150 ton plastikaffald, der belaster miljøet, oplyser Tryg. Dertil kommer CO2-udledningen fra produktion og distribution af nye kofangere til kundernes biler.

Det var på den baggrund, at forsikringsselskabet i marts i år søsatte et initiativ, som skal reducere antallet af kasserede plastikkofangere ved at øge reparationsgraden på kofangerne - et initiativ, der omfatter hele Tryg-koncernen i Danmark, inklusiv Alka Forsikring.

Vil ændre branchekulturen

- Inden for kunststofdele er der ikke den samme tradition for reparation og genanvendelse, som der er inden for metaldele. Der har været en tendens til, at man i branchen nærmest per automatik udskiftede plast, herunder kofangere. Den kultur vil vi gerne være med til at ændre. I dag kan mange kofangere nemlig sagtens repareres med det rette udstyr, siger Mogens Olesen.

Han fremhæver, at selskabets initiativ ikke handler om kofangere med småskrammer og ridser. Dem reparerede man også tidligere. Det nye er et øget fokus på kofangere med større skader, der i branchen traditionelt set ville have resulteret i en udskiftning.

- Tungen på vægtskålen er jo de større skader - kun de fortæller noget om udviklingen og potentialet. Vi har i år allerede repareret lige så mange kofangere med større skader, som vi gjorde i hele 2020 - og det på trods af, at vi først startede projektet op i marts. Ambitionen er at spare miljøet for 20 ton plastik i 2021, og med de kofangere, vi har repareret indtil nu, er vi oppe på 12 ton, så vi nærmer os med hastige skridt, fortæller Mogens Olesen.

Har hævet plast-betalingen

På den lange bane er Trygs mål at reparere hver tredje plastik-kofanger - et mål, som selskabet vil nå i tæt samarbejde med den danske autobranche. Inden projektets start rakte Tryg derfor ud til landets største aktører for at få opbakning til initiativet. Dertil tæller både bilimportører og værkstedskæder, som forsikringskoncernen samarbejder med.

For at øge motivationen besluttede Tryg fra projektets start at belønne værkstederne for at vælge reparation frem for udskiftning ved at hæve betalingen for plastreparationer. Derudover tilbyder selskabet at hjælpe de værksteder, som endnu ikke har kompetencerne og udstyret til at udføre en reparation af plastik-kofangere, med at komme i gang.

Opbakning i autobranchen

- De flotte tal, efter de første seks måneder, er opnået i samarbejde med autobranchens største og mest toneangivende værkstedskæder, som alle har støttet massivt op om vores initiativ. Vi var ikke nået så langt uden kæderne og deres dygtige håndværkere - og heldigvis har deres positive tilgang haft en afsmittende effekt på hele bilbranchen herhjemme, konkluderer skadedirektøren.

Tallene for Tryg viser, at alle bilmærker har forbedret deres reparationsgrad markant siden marts, hvor selskabet søsatte initiativet. Også luksusbrands, med meget skrappe krav til reparationerne, har taget et stort ryk, hvilket Tryg ser som udtryk for, at der er et enormt potentiale for at tænke bæredygtighed ind i reparation af både kofangere og andre bilskader, uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller sikkerhed.

Interessekonflikt om dele

- Vi er bevidste om, at det kan skabe nogle interessekonflikter i forhold til salget af reservedele. Men de fleste kan heldigvis godt se, at det er vejen frem, hvis vi vil gøre en forskel for klimaet. Sidste år var der bilmærker, som stort set ikke lod plastikdele reparere, mens der i dag kun er meget få brands, som skiller sig negativt ud.

- Vi håber dog, at bilfabrikker og importører vil bidrage til at overkomme de problemstillinger, som vanskeliggør reparation af plastikdele på enkelte bilmodeller, siger Mogens Olesen.

Tryg oplyser, at forsikringsselskabet oplever et stigende antal kunder - bilejerne - som interesserer sig for bæredygtige løsninger.

Fakta om Trygs kofanger-indsats

● Over 30.000 plastik-kofangere fra Tryg havnede i affaldscontainere i 2020. Det svarer til en kofanger cirka hvert fjerde minut og over 150 ton plastikaffald
● I 2020 blev 12 procent plastik-kofangere på Tryg-kundernes biler repareret efter en større skade 
● Fra marts til udgangen af august i år blev 25 procent plastkofangere repareret. Således har Tryg i perioden sparet miljøet for cirka 12 ton plastikaffald.
● Ambitionen for Tryg er at spare miljøet for 20 ton plastik i 2021

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078