23948sdkhjf

Plast genanvendes i byggeriet: Kantsten af genbrugte plastflasker og brønde af kabelskrot

Genanvendelse af plast har mange fantasifulde løsninger. En af dem er fra virksomheden Trade-Line i Gørding, hvor man går mere jordnært frem. Virksomheden har i et år haft en avanceret kantsten af genbrugsplast på markedet, og nu introducerer man sin egenudviklede serie af kegler/opføringer og dæksler af genbrugt kabelskrot.

Plastkantstenene fandt Trade-Line hos en stor producent i England, som har udviklet et helt program af plastkantsten med præfabrikerede hjørner og buer. De leverer også en type, som har integreret sidedræn og langsgående transport af vandet.

- De har virkelig tænkt innovativt og lavpraktisk i forbindelse med produktdesignet og så været ekstremt dygtige til at opbygge en produktionsmetode, der giver kantstenene den ønskede styrke, selv om de indeholder helt op til 88 procent genbrugsplast, siger Trade-Lines indehaver Ole Blach Hansen.

En kantsten indeholder ca. 182 plastflasker med låg.

Esbjerg Kommune har vist interesse for løsningen og har anlagt en 300 m lang forsøgsstrækning.

Kabelskrot

Hvis man siger ordet ”kabelskrot” i nærheden af et miljøkontor, bliver der omgående slået alarm, for op gennem tiden er der foregået mange lyssky kabelafbrændinger for at få fat på kobberen under plastinddækningen.

Trade-Line har fundet en producent, der har teknikken til at anvende plastdelen af kabelskrot til en form for støbeteknik, der bl.a. kan anvendes til at fremstille kegler, opføringer og dæksler til afløbsinstallationer.

Den viden har Trade-Line anvendt under udviklingen af en helt ny produktserie med universelle, vendbare kloakkegler/opføringer og dæksler, der overholder kravene til afløbsinstallationer i den nye DS432:2020, som blandt andet kræver, at dæksler, der skal anvendes som rense- eller inspektionsadgang af afløbsinstallationen, placeres i karm og afsluttes i terrænhøjde.

- Det har været en interessant proces, siger indehaver af Trade-Line Ole Blach Hansen.

- Henvisningerne i DS432:2020 er et ufravigeligt krav. Da branchen blev præsenteret for den nyeste version, stod det klart, at nogle af kravene til de kegler og dæksler, der skal til for at matche kravene, kunne leverandører ikke indfri. Derfor måtte vi udvikle løsningen selv, og når produktet så ydermere kunne fremstilles ved hjælp af genbrugsmaterialer, var det jo oplagt at gå i gang.

Hvor det går langsomt med at få plastkantstene introduceret i Danmark, tror Ole Blach Hansen, at det vil blive nemmere med Smart Cover produktlinjen. Dels skal kloakmestre og andre fagfolk anvende kloakkegler/opføringer med karm fremover, dels vejer plastlinjen ikke meget, hvilket er en fordel under transport og anlægsarbejdet. Endeligt kan selve dækslet nemt løftes manuelt med standardværktøj uden at overbelaste ryggen, og det vil mange folk i felten sætte pris på.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078