23948sdkhjf

Store navne på podiet med fokus på grøn omstilling 3. november

LEGO, BASF, Haldor Topsøe og Fraunhofer er nogle af de navne, der kan opleves, når Teknologisk Institut den 3. november 2021 holder international konference om udvikling af bæredygtige polymerer. 

Polymerbaserede materialer som for eksempel plast, gummi, tekstiler og coatings har gennem de sidste 100 år været på en udviklingsrejse mod stadig større performancekrav. Det har givet mange uundværlige produkter, men udfordring en er, at den grønne omstilling stiller stigende krav til, at produkterne produceres bæredygtigt og kan indgå i nye materialekredsløb.

Efterspørger nye teknologier
- Vi ser ind i et marked, hvor udviklingen går utrolig hurtigt, og hvor virksomhederne som aldrig før efterspørger nye teknologier inden for bæredygtig produktudvikling og genanvendelse. Men både produkter og værdikæder er komplekse. Til gengæld er mange fælles om de samme udfordringer, og derfor drives innovationen på området allerbedst indenfor rammerne af brede samarbejder på tværs af brancher og værdikæder, fortæller centerchef Helle Svendsen fra Teknologisk Institut.

Store virksomheder, også uden for landets grænser, er allerede begyndt at vende blikket mod Danmark, der har en stærk tradition for offentlig-private samarbejder med deltagelse af universiteter, GTO’er og private virksomheder.

Danmark i førertrøjen
En af oplægsholderne på konferencen, Dr. René Backes fra den tyske kemigigant BASF, forklarer, hvad der gør Danmark særligt interessant:

- Bæredygtighed og cirkulær økonomi er højt på de nordiske regeringers dagsorden. Danmark har i særlig gad førertrøjen inden for procesudvikling, energikonvertering og genindvinding af affald. Danmark er en nøglespiller med global gennemslagskraft på grund af landets infrastruktur, stabile økonomi og fremtidsorienterede mindset. Genanvendelsesteknologier udviklet i Danmark har potentiale til at kunne løse affaldsudfordringer på global skala og dermed drive den grønne omstilling.

På konferencen, POLYMER21, får deltagerne mulighed for at høre oplæg fra flere nøgleaktører og læringer fra flere store R&D-projekter. Temaet for konferencen er ”Approaches to Sustainability”, hvor der vil være fokus på blandt andet udvikling af biopolymerer og kemisk genanvendelse af hærdeplast.

Konferencen henvender sig til alle specialister og ledere med ansvar for R&D og innovation indenfor bæredygtige polymerer i hele værdikæden fra fremstilling til genanvendelse.

POLYMER21 afholdes på engelsk, og man kan deltage både fysisk på Teknologisk Institut i Aarhus og online.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078