23948sdkhjf

Schoeller Plast vil revolutionere markedet for returemballage med techvirksomhed

Onlinesalget er eksploderet under covid-19-pandemien, og vi har ikke set toppen endnu.

Ifølge Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) foretog danskerne 197 millioner køb online i 2018, året efter i 2019 steg omsætningen med 13 procent og med coronaens indtog i 2020 steg onlinesalget til rekordhøjder. Danskerne handlede online for 154 milliarder kroner mod 146 milliarder året før. Med det rekordhøje onlinesalg følger også betydelige mængder af papkasser, fyld og emballage. 

Techvirksomheden Pero Solutions har derfor fået den idé at udvikle en digital returemballage af plast, der kan genbruges igen og igen, op til 1.000 gange.

Kassen skal udstyres med en chip, så den kan indgå - og følges logistisk - i et lukket loop.

- Vi har indhentet en masse data over tid fra de fragtfirmaer, der opererer i Danmark, og de forventer stort set alle sammen en stigning på tyve procent i antallet af forsendelser hvert år de kommende år. Med 120 millioner årlige forsendelser i Danmark er det rigtig megen emballage, der ender i skraldespanden, siger Stig Poulsen, adm. direktør hos Pero Solutions og henviser til, at en kasse af pap statistisk ryger ud som affald, når den er 24 timer gammel. Det bliver til 48.000 tons papaffald, som kræver korrekt håndtering fra både forbrugere og affaldsstationer.

Plastkassen - den kan Pero ikke selv producere. Så de har inkluderet Regstrup-virksomheden Schoeller Plast i projektet.

- Vi har indgået et samarbejde med den nystartede virksomhed Pero Solutions, som arbejder med den grønne omstilling gennem digitalisering. Ligesom os har de i deres arbejde særligt fokus på en række af FN’s Verdensmål, heriblandt “Verdensmål 12 – Ansvarligt forbrug og produktion”, som er vores primære indsatsområde, fortæller Jan Bybjerg Pedersen, direktør hos Schoeller Plast.

Hvorfor lige Schoeller Plast?

- Vi blev kontaktet på baggrund af vores viden på postconsumermaterialer. Pero har set vores trackrecord, specielt vores ølkasse i genbrugsplast har været udslagsgivende, siger Jan Bybjerg.

Indbygget computerchip

Emballagen har en indbygget computerchip, som via et it-system gør det muligt at effektivisere håndtering, sortering, pakning og ruteplanlægning af pakker, således at plads og kørsel optimeres mest muligt.

- Det sparer både tid og kilometer på vejene, som i sidste ende gavner den grønne omstilling, siger Jan Bybjerg Pedersen.

- Emballagen kan genbruges op til 1.000 gange, hvor én gang tæller hele rejsen fra netbutik, posthåndtering, slutkunde og tilbage til netbutikken igen. Dette er en kæmpe forskel sammenlignet med de eksisterende engangs-papemballager. Når plastemballagen efter mange ganges brug er slidt op, kan materialet genanvendes til nye emballager, fortæller han.

Plastkassen er produceret i PP med en vis mængde postconsumermaterialer i støbningen.

Q1 2022

Efter testperioden af de første emballagekasser i april, er PERO Solutions sammen med Schoeller Plast igang med at udvikle det endelige design af emballagen. Det er håbet, at kasserne - der skal udvikles tre størrelser - kommer i handlen i Q1 2022.

I testperioden skal emballagen afprøves for cirkulationsevnen, ligesom kundernes reaktion på den nye måde at modtage varer på, hvor emballagen med det samme leveres tilbage til fragtmanden, skal testes.

- Derudover skal elektronikken og trackingen trykprøves for at sikre, at flowet virker og at data hænger sammen, siger Jan Bybjerg.

Schoeller Plast er i færd med at teste kassen, men er med Jan Bybjergs egne ord "ret tæt på udformningen af den endelige kasse".

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.469