23948sdkhjf

Startede på et loft - i dag har han 50 ansatte og Vestas som kunde

Casper Hansen er kun 33 år, men har allerede gjort kometkarriere

Casper Hansen er en travl herre.

Hver dag tager han sin Tesla fra hjemmet i Aarhus til Hobro, hvor han for ni år siden stiftede robotvirksomheden Technicon.

Her er han leder for 50 ansatte, og inden året er omme, forventer han, at staben er vokset til 80. På kundelisten er alt fra små firmaer som mikrobryggerier og lokale plaststøberier til store selskaber som Vestas og Danfoss.

Privat er Casper Hansen ægtemand og nybagt far til en lille pige.

Læg dertil medlemskab af flere bestyrelser og den master i ledelse, han tog hul på i vinter.

- Uddannelsen kaldes også ægteskabsdræberen. Det kan du nok finde mange, der gerne vil skrive under på. Den tager lidt tid, siger den 33-årige direktør med let underdrivelse, da vi fanger ham på vej til et møde i København.

Begyndte på loftet

Jo, Casper Hansen har nok at se til.

Berlingske udpegede ham for nylig som en af de 100 mest fremadstormende og dygtige erhvervsfolk herhjemme i 2021.

- Jeg trives utrolig godt med at have mange bolde i luften og finde kompromiserne mellem mange ting, fortæller Casper Hansen.

Egentlig troede den 33-årige direktør, at han skulle være forsker, mens han læste til ingeniør i Aarhus.

Men så mødte han den lidt ældre studiekammerat Jakob Rømsgaard.

De svingede godt og besluttede sig for at prøve at skabe noget sammen.

- Vi lejede et loftsrum oven på en maskinfabrik i Hobro uden at have hverken forretningsplan, kunder eller en idé på plads, men vi tænkte, at nogen da måtte kunne bruge sådan et par ingeniører til noget. Vi forestillede os, at vi måske skulle være rådgivende ingeniører, husker Casper Hansen.

Robotter ved en tilfældighed

Men sådan gik det ikke. For en dag slog en mand vejen forbi loftet og bankede på hos de to ingeniører.

Han ville høre, om ikke de kunne hjælpe ham med at installere nogle robotter hos højttalerfabrikanten Dali i Nørager.

- Vi anede ikke noget om robotter. Men det viste sig at være ekstremt spændende. Så vi spurgte ham, om ikke han kunne skaffe os flere af den slags opgaver, fortæller Casper Hansen.

Han var stadig studerende dengang. Men da han et par år senere - i 2014 - havde afleveret specialet, var virksomheden Technicon en realitet.

I dag udvikler virksomheden fleksible robotløsninger fra lokaler i Hobros industrikvarter.

I år rundede robotvirksomheden medarbejder nummer 50. Staben er en blandet flok af alt fra ingeniører til maskinmestre, smede, sælgere, projektledere og økonomer.

- Det er en af de ting, jeg synes er vanvittigt spændende som leder. Kompleksiteten og mangfoldigheden i både teknologien og de mennesker jeg omgiver mig med, er enormt motiverende, siger Casper Hansen.

Learning by doing

Han havde ingen ledererfaring, da han midt i 20'erne pludselig blev direktør i egen virksomhed.

- Det var spændende, udfordrende, kaotisk, nervepirrende og fuldstændig vidunderligt. Det har i høj grad været learning by doing, og så har det været noget med at spejle sig i rollemodeller, være nysgerrig og være bevidst om, at ledelse er noget, man skaber.

- Det er ikke noget, der står på et visitkort, men en disciplin man skal tage vanvittig alvorligt, siger Casper Hansen.

Lige for tiden terper han bøger om ledelse.

- Du kommer ikke igennem en master i ledelse uden, påpeger Casper Hansen, der mener, at han fortsat har meget at lære.

- Jeg tror på, at jeg som ung leder skal lære rigtig meget. Der kommer rigtig meget med erfaring. Man bliver rundere og mildere, får større empati og der er en masse af de her redskaber, der kommer med alderen.

- Det skal ikke afholde unge mennesker fra at blive ledere. Man skal bare være opmærksom på det, og gøre det til sin fordel. På den anden side kan jeg også sige, at det er gået fornuftigt med mit lederskab indtil videre - gad vide, hvad det kan blive til? siger Casper Hansen.

Skal rådgive regeringen

I dag er han glad for, at han blev selvstændig og ikke forsker.

- Det at arbejde med holdninger og strategier og mennesker har taget mig med storm, siger han.

Netop holdninger har den unge direktør masser af, når det kommer til teknologi.
Mens han intet anede om robotter for ni år siden, betragtes Casper Hansen i dag som ekspert på området.

Regeringen har udpeget ham til sit digitaliseringspartnerskab sammen med kendte navne som André Rogaczewski, administrerende direktør for Netcompany og Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Den nedsatte gruppe af topledere og eksperter skal komme med anbefalinger og udvikle ideer til en samlet digitaliseringsstrategi, som regeringen forventer at præsentere senere i år.

- Mine holdninger til teknologi er kommet med årene, i takt med at jeg har set, hvilken gevinst robotter giver både samfundet og medarbejderen på gulvet. Det har været den store drivkraft, siger Casper Hansen.

Væk med nedslidende job

Mens nogle frygter, at teknologien i stigende grad vil koste job gøre mennesker overflødige, er den for Casper Hansen symbolet på det stik modsatte.

- Robotterne kan sætte os fri til at bruge de varme hænder der, hvor de bør være: I interaktion med andre mennesker. Samtidig øger vi virksomhedernes konkurrenceevne og produktion, så de kan ansætte flere.

- Nogle vil nok sige, at det er noget højstemt hippie-fis. Men jeg tror rent faktisk på, at vi ved at putte robotter ud i industrien, gør en forskel.

- Jeg så forleden en reklame, hvor en lille pige kigger bebrejdende op på sin far, der har drukket en øl og er på vej ud i sin bil. Sådan håber jeg simpelthen, at det bliver med nedslidende job.

- Jeg vil have, at Hr. og Fru. Danmark har det bedste tilbage af sig selv, når de kommer hjem fra arbejde og har overskud til at være sammen med familien og lege med deres børn og dyrke sport, når de har fri. Det er det, der driver mig, siger Casper Hansen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093