23948sdkhjf

Tryg tager teten: Plastkofangere skal repareres - ikke smides ud

Der er lavet aftaler med autobranchen om at reparere frem for at kassere plastkofangere. Målet er at få repareret hver tredje og spare 20 tons plastreduktion i 2020

Når kofangeren har fået en større skramme eller bule, bliver den langt fra altid repareret men i stedet erstattet af en ny. Og det er miljøbelastende og dyrt. Så det skal være slut, mener landets største forsikringsselskab, Tryg, der nu i videst muligt omfang vil have repareret langt flere kofangere.

Trygs mål er at reducere plastaffald fra kofangere med 20 ton allerede i 2021. Initiativet omfatter hele Tryg-koncernen i Danmark, inklusiv Alka.

Skrammer og buler på kofangeren er den hyppigste karosseriskade på bilforsikringen. Sidste år endte mere end 30.000 plast-kofangere fra bilkunder i Trygs danske forretning på lossepladsen, fordi de i forbindelse med en skade var blevet udskiftet. Det svarer til en kofanger cirka hvert fjerde minut og over 150 ton plastaffald. Dertil kommer CO2-udledningen fra produktion og distribution af nye kofangere til kundernes biler.

- Det giver ikke mening, at man kasserer så mange kofangere. I dag kan rigtig mange af dem repareres - det sker bare sjældent. Inden for kunststofdele er der nemlig ikke den samme kultur for reparation og genanvendelse, som der er inden for metaldele. For eksempel ville man aldrig kassere en bildør på grund af en mindre bule. Men en plastkofanger udskiftes nærmest per automatik, siger Mogens Olesen, skadedirektør i Tryg.

Bidrager til klimamål

I 2020 blev blot 12 procent af de danske Tryg-kunders plast-kofangere repareret efter en skade. Men fra nu vil kunderne som udgangspunkt altid få repareret bilens kofanger, hvis det kan lade sige gøre, frem for at få den udskiftet.

Allerede ved udgangen af 2021 skal antallet af reparationer på plastik-kofangere øges til det dobbelte, svarende til hver fjerde kofanger, hvilket vil medføre en reduktion i Trygs plast på 20 ton alene i år. På den lange bane er målet at reparere hver tredje plast-kofanger.

- I Sverige reparerer man omkring 33 procent af plastik-kofangerne. For nogle bilmærker er tallet endda helt oppe på 50 procent. Og hvis svenskerne kan, så kan vi også i Danmark, hvor der da også er visse værksteder, som reparerer plast i stor udstrækning, konkluderer Mogens Olesen.

Høj grundpris på reparation

For at øge motivationen belønner Tryg værkstederne for at vælge reparation frem for udskiftning af kofangeren. Helt konkret tilbyder selskabet en fast grundpris på reparation af plastdele. Grundprisen er uafhængig af tidsforbruget og væsentligt højere end den normale timepris, hvilket gør det til en attraktiv forretning for værkstederne samtidigt med, at de forbedrer deres miljøprofil.

Ud over at hæve betalingen for plastreparation tilbyder Tryg støtte til værksteder, som ikke har kompetencerne og udstyret til at udføre plastreparation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096