23948sdkhjf

Bevidsthed om smittefare gjorde antibakteriel folie toprelevant

Udvikling og produktion af folietastatur har gennem 35 år været en af spidskompetencerne hos Mekoprint, der betragter sig selv som en af pionererne i branchen.

Det har i mange år været en kendt mulighed at tilføje en antibakteriel coating til topfolien. Det har man dog især gjort brug af i forhold til medicinsk udstyr, maskiner og betjeninger. Steder, hvor hygiejne er i højsædet.

Så kom corona og gjorde os alle bevidste om smittefare.

- Antibakteriel coating er ikke en ny opfindelse. Men vi kan se, at det er blevet en overvejelse på mange nye områder end førhen. Det er noget, vi bruger tid på nu, siger Domenic Breitbart Nielsen, der er Business Development Manager i User interface & Graphic Solutions hos Mekoprint.

En stor del af hans arbejde består i at identificere og rådgive kunder og afdække deres behov. Med den aktuelle fokus på at undgå coronasmitte, så er netop designet og mulighederne for at undgå smittefare blevet en væsentlig faktor i udviklingen.

- Der er selvfølgelig stor forskel på, hvordan man designer et betjeningspanel til en offentlig elevator, som mange mennesker rører ved og så eksempelvis et joystick til en kran, hvor det er den samme mand eller kvinde, der er i kontakt med det, forklarer Domenic Breitbart Nielsen.

Gængse designdogmer

Mange af designdogmerne fra netop hospitalsverdenen bliver således mere gængse i andre dele af verden. Fokus er, udover muligheden for at tilføje antibakteriel coating på overfladen, især på at designe "seemless" produkter, hvor samlingerne enten fjernes eller minimeres, så det ikke bliver til samlingspunkt for virus, bakterier og andet skidt.

- Når en kunde udvikler et nyt produkt, så er det med en masse krav til holdbarhed, udseende, funktionalitet og ergonomi. Og nu er der så kommet det her nye aspekt, der handler om rengøring af produktet. Vi vil selvfølgelig altid rådgive og skubbe til tankerne om at lade rengøringsvenlighed være en væsentlig del af designet, forklarer Domenic Breitbart Nielsen.

En antibakteriel coating vil i mange tilfælde blot udgøre en marginal øget omkostning til produktets endelige pris, og det vil derfor næppe være en økonomisk beslutning, men snarere en vurdering af vindingen, der afgør, om man vil bruge coating eller ej.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094