23948sdkhjf

Lego vinder varemærkesag ved EU-Domstolen

Lego har onsdag vundet en sag ved EU-Domstolen, der handler om designbeskyttelse af en byggeklods i et Lego-sæt.

Sagen strækker sig tilbage til 2010, hvor Lego fik designbeskyttet byggeklodser fra et Lego-sæt hos EU's europæiske varemærkemyndighed (EUIPO). Der er tale om en tynd klods med fire knopper i midten.

Designbeskyttelsen betyder, at Lego er beskyttet mod, at andre virksomheder kopierer klodsen.

Den tyske virksomhed Delta Sport Handelskontor har efterfølgende erklæret det for ugyldigt.

Onsdagens afgørelse er en udløber af en afgørelse ved EUIPO's klagenævn i 2019, der gav den tyske virksomhed medhold.

Ikke første EU-sag for Lego

Striden har blandt andet handlet om, hvorvidt man kan beskytte et design, der udelukkende skyldes produktets tekniske funktion - i det her tilfælde at klodsen kan bruges til at samle andre dele af i sættet.

Der er ifølge EU-Domstolen undtagelsesvis mulighed for at kunne designbeskytte en del som denne, hvilket Lego også har gjort opmærksom på i sagen.

EU-Domstolen påpeger i sin afgørelse, at EUIPO slet ikke har undersøgt, om det var på sin plads at bruge den undtagelse. Det er ifølge EU-Domstolen en retlig fejl ikke at have foretaget den vurdering. EU-Domstolen henviser i dommen derudover til, at EUIPO i sin afgørelse ikke tog hensyn til alle elementer i byggeklodsens udseende.

Det er muligt at appellere EU-Domstolens afgørelse inde for de næste to måneder og ti dage.

Det er langtfra første gang, at Lego har en sag som denne hos EU-Domstolen, hvor der gennem årene har været forskellige juridiske slagsmål om varemærker og design. Blandt andet vandt Lego i 2015 en sag, der sikrede, at andre firmaer ikke må kopiere den ikoniske legomand.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094