23948sdkhjf

Produktionsvirksomheder rejser ud til år 2050

Mange danske produktionsvirksomheder mærker i den grad krisen, efter at Covid-19 har tvunget flere globale og nationale markeder i knæ.

Men med et nyt projekt, ”Fremtiden Nu”, har Dansk Design Center, Industriens Fond og Dansk Industri skabt et innovativt udviklingsforløb, der skal forsøge at hjælpe små og mellemstore produktionsvirksomheder til at stå stærkere i fremtiden.

- I forløbet skal virksomhederne blandt andet arbejde strategisk med fremtidsscenarier. Vi har tidligere brugt metoden i sundhedssektoren med stor succes, og nu har vi så udviklet en række nye levende fremtidsscenarier, der særligt har øje på produktionsvirksomhederne og deres udfordringer, forklarer direktør for Dansk Design Center, Christian Bason, og tilføjer:

- Virksomhederne får adgang til fremtiden på en helt ny måde, nemlig gennem indtalte menneskelige fortællinger, som gør det langt mere umiddelbart og nærværende. Gennem fortællingerne oplever de præcis, hvor forskelligartet fremtiden kan udfolde sig. På den måde kan de blive inspireret til at sætte en retning og proaktivt påvirke fremtiden i den retning, som de ønsker, allerede i dag. For mange danske produktionsvirksomheder er det en helt ny måde at arbejde med innovation på, og det glæder vi os til at hjælpe dem med.

Skal fremtidssikre forretningen

Med det nye projekt vil Industriens Fond hjælpe virksomhederne med at sætte fremtiden i rampelyset.

- Hvis produktionsvirksomhederne ikke er rustede til morgendagens komme, så mister vi jo en vigtig del af dansk erhvervsliv. Gennem det nye projekt stiller vi nogle konkrete værktøjer til rådighed. På den måde hjælper vi virksomhederne til at hæve blikket lidt fra den daglige drift og rette det hen mod strategien og fremtidens forretningsmodel, siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør for Industriens Fond, og understreger:

- Fremtiden ser med sikkerhed anderledes ud, end det vi kender i dag. Og det skal virksomhederne være bedst muligt forberedte på, så de vedbliver med at være konkurrencedygtige og er klar til at gribe de muligheder, som opstår.

Fremtiden er her

”Fremtiden Nu” handler helt konkret om, at de deltagende virksomheder ved hjælp af lyd, billeder og fortællinger bliver præsenteret for forskellige plausible versioner af fremtiden, nærmere bestemt år 2050. Ved at “møde” denne fremtid får virksomhederne noget mere håndfast at navigere deres strategi og forretning efter.

- Det stærkeste ved at arbejde med fremtidsscenarier i de her forløb er, at virksomhederne oplever, at fremtiden ikke længere er givet og ude af deres hænder. Den er til forhandling og kan formes, fortæller Christian Bason.

Fremtiden Nu løber frem til slutningen af 2021, og der er åbent for virksomhedstilmelding nu.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093