23948sdkhjf

Niras satte printeren i sving: Nu printer de ansigtsvisirer i Allerød

Virksomheden har meldt sig under ’DK Makers mod Coronas’ faner

Hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras er to 3D-printere rødglødende på kontoret i Allerød.

Niras er nemlig én af de virksomheder, der har meldt sig ind i kampen for at producere nok værnemidler til sundhedssektoren. På en enkelt dag kan de producere mellem 50 og 60 af de ansigtsvisirer, som kan være livsnødvendige for sundhedspersonale på danske hospitaler for at undgå at blive smittet af Corona-patienter.

Seniorspecialist Søren Rolin Hvorup Jensen står bag produktionen. Han begyndte at printe ansigtsvisirer derhjemme på sin egen 3D-printer.

- Jeg kan se, hvad de slås med af udfordringer på døgninstitutionerne i forhold til smittefare, og derfor begyndte jeg at undersøge, om der fandtes nogle muligheder for at printe værnemidler, siger han.

DK Makers mod Corona
Søren printer visirer som en del af den nyopstartede bevægelse "DK Makers mod Corona". Overalt i Danmark sidder virksomheder og private og printer visirer til glæde for blandt andet hospitalspersonale og plejehjem.

Alle med 3D-printere har gennem de seneste uger været opfordret til at printe efter et godkendt, frit tilgængeligt spansk design til ansigtsvisir.

- Der står tusindvis af 3D-printere rundtom i Danmark. Det er rørende, at så mange har lyst til at hjælpe. Hvis man selv har lyst, kan man finde alle informationer på "DK Makers mod Coronas" hjemmeside, siger Søren Rolin Hvorup Jensen.

Talsmand Majken Vestergaard siger til Magasinet Plast, at "sundhedssektoren er presset, og vi er mange, der gerne vil hjælpe, hvor vi kan".

Visirerne er godkendt til brug af Sikkerhedsstyrelsen under den nuværende sundhedskrise.

- Der kommer hver dag nye makers til. Det er alle aldersklasser rundt om i Danmark, der printer. Både teenagere og pensionister, erfarne og helt nye, dem der har printet som hobby og i lukkede firmaer og på skoler. Der er en del frivillige, der løfter logistisk og med kommunikation, indsamling, samling og koordinering mellem landsdele, fortæller hun til Magasinet Plast.

Ved redaktionens slutning havde DK Makers mod Corona 2.300 medlemmer på Facebook. Medlemmerne printer ca. 4.000-5.000 visirer om dagen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126