23948sdkhjf

Rema1000 bygger vaskehal til genanvendelige kasser

Hver dag bliver 40.000 grønne plastkasser til opbevaring af frugt og grønt kørt rundt mellem Rema1000s lagre og butikker.

Læs også: Efter et helt liv med industriplast: Aage Vestergaard Larsen åbner nyt forretningssegment

De grønne plastikkasser bliver efter brug slået sammen, så de ikke fylder meget - og sendt til rengøring hos Euro Pool Systems vaskeanlæg rundt om i Europa, hvor de efterfølgende bliver fyldt med friske varer igen.

Når de ikke kan bruges mere, bliver plastikkasserne genanvendt til produktion af nye kasser.

Men nu skal rengøringen blive inden for landets grænser. Rema1000 og Euro Pool Systems er blevet enige om at etablere en vaskehal til kasserne ved dagligvarekædens centrallager i Horsens.

- Det giver naturligvis bedre mening at have anlægget på vores egen grund i stedet for at køre kasserne ud i Europa og tilbage igen, siger Ole Thomsen, logistikdirektør i Rema1000 i en pressemeddelelse.

Bestået prøveperiode
Vaskehallen bliver etableret efter en prøveperiode, hvor kasserne er blevet rengjort i Danmark. 

- Siden december 2018 har vi haft et midlertidigt vaskeanlæg i Vejle, men på grund af vores vækst og en generel udfasning af engangsemballage på området, er en permanent løsning tættere på vores lagre og butikker nu at foretrække. Kasserne har en levetid på cirka 15 år - og efterfølgende bliver de granuleret, og plastikken brugt igen, siger han.

18.000 kvadratmeter
Anlægget bliver 18.000 kvadratmeter stort og bliver placeret tæt på REMA 1000s hovedlager i Horsens. Rema1000 bygger det nye anlæg, og Euro Pool System investerer i teknologien og bygger vaskefaciliteter, som kan håndtere over 50 millioner plastikkasser om året.

Det vil sikre kapacitet til at andre virksomheder, der bruger løsningen med genanvendelige plastikkasser, også kan benytte anlægget.

Færdig til sommer
Bygningen bliver desuden stor nok til, at den også kan huse en ny returterminal, som skal modtage det returemballage, genbrugspap og plastik, der bliver kørt tilbage fra Rema 1000s butikker i hele landet - hvor især tomme paller udgør en stor del af de mængder.

Opførelsen af det nye anlæg er planlagt til at begynde i starten af det nye år og anlægget forventes at stå færdigt til sensommeren 2020.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.078