23948sdkhjf

Nye mål for genanvendelse af affald

Det kan siges kort: Danmark skal op i gear

I 2035 skal danskerne genanvende 65 procent af vores husholdningsaffald for at leve op til nye EU-mål som netop er blevet vedtaget. 

EU's ministerråd har netop vedtaget nye bindende mål for genanvendelse af affald og har dermed lagt kimen til en mere ressourceeffektiv affaldshåndtering i fremtidens Europa.

Danmark genanvendte i 2015 46 procent af husholdningsaffaldet. Men de tal skal yderligere op for at følge EUs nye anvisninger.

Borgere, kommuner og erhvervslivet i spil
Det er ændringer til seks direktiver, der er blevet vedtaget. De fastsætter fælles EU-mål for blandt andet affald, emballage og deponi.

Som borger vil man generelt opleve, at der fremover bliver bedre muligheder for at sortere affald, kommunerne vil spille en stor rolle, og erhvervslivet bliver pålagt at sikre, at den emballage, de producerer, bliver genanvendt.

- Der er store miljømæssige gevinster ved at genanvende og bruge materialerne igen i nye produkter. På den måde undgår man at skulle udvinde og fremstille nye jomfruelige materialer. Danskerne vil gerne sortere affald, vi bliver bedre til det hvert eneste år, og det skal vi fortsætte med. Nogle af de nye målsætninger lever Danmark allerede op til, på andre bliver vi udfordret, men vi er godt rustet, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Fremover skal alle EU-lande desuden opgøre deres genanvendelse på samme, skrappe måde, hvor man kun kan tælle det med, som rent faktisk bliver genanvendt.

Miljø- og fødevareministeriet er allerede i fuld gang med at gennemføre de nye EU regler i Danmark, og det arbejde ventes færdigt i 2020.

Fakta om de nye mål for affald i EU:

  • Fra 2023 er der krav om separat indsamling af organisk affald.
  • Fra 2025 er der krav om separat indsamling af tekstiler.
  • Fra 2025 bliver det obligatorisk at have producentansvar på alle emballager.
  • I 2025 skal 55 % af husholdningsaffald og lignende affald fra erhverv genanvendes.
  • I 2030 er målet, at 60 % af husholdningsaffald og lignende affald fra erhverv genanvendes.
  • I 2035 er målet, at 65 % af husholdningsaffald og lignende affald fra erhverv genanvendes.
  • I 2025 er målet, at 65 % af alt emballageaffald skal genanvendes.
  • I 2030 er målet, at 70 % af alt emballageaffald skal genanvendes.
  • Materialespecifikke genanvendelsesmål for hhv. plast-, træ-, metal-, aluminiums-, glas- og papir- og papemballager.
  • Hver medlemsstat må højst deponere 10 % husholdningsaffald i 2035.
  • Der bliver med aftalen øget fokus på forebyggelse af affald.
  • Der bliver fremadrettet kun én måde at beregne genanvendelse på, som opgør den reelt genanvendte affaldsmængde i stedet for mængden indsamlet til genanvendelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.344