23948sdkhjf

- Med én spand er vi på den gale vej

Forslag om at gå tilbage til én affaldsspand vil sætte begrænsninger for genanvendelsen, lyder det fra de virksomheder, der skal bruge plasten igen.

Når danskerne sorterer deres plastaffald, er de med til styrke genanvendelsen, så plasten kan bruges i nye produkter. Hvis plastaffaldet derimod blandes sammen med restaffaldet, forringer det kvaliteten og begrænser mulighederne for genanvendelse.

Derfor vækker det bekymring i Plastindustrien, når en ny forening foreslår at gå tilbage til én skraldespand. Foreningen kalder - helt lavpraktisk - sig selv 1spand.nu, og bestyrelsesformand Gunnar Kjems kalder det nuværende system umuligt og tåbeligt.

1spandnu er dog helt forkert på den, siger miljøpolitisk chef i Plastindustrien, Christina Busk.

- Vi forstår godt, at affaldssortering kan virke bøvlet i hverdagen. Men hvis løsningen er at blande alting sammen og håbe på det bedste, så er vi på vej den helt gale vej. Den tankegang hører fortiden til. Hvis vi blander alt sammen i én spand, forringer vi kvaliteten af den genanvendte plast og dermed også mulighederne for at bruge den igen, siger hun.

Der er stor efterspørgsel på genanvendt plast i høj kvalitet – men den efterspørgsel kan kun imødekommes, hvis affaldet er sorteret rigtigt fra begyndelsen. Erfaringer fra andre lande viser, at plastaffald, der først senere i processen bliver sorteret fra af maskiner, er svært at sælge videre til virksomhederne, på grund af en lavere kvalitet.

Plastindustrien tager derfor kraftigt afstand fra budskabet i en ny kampagne fra 1spand.nu, som argumenterer for at droppe kildesorteringen og gå tilbage til én samlet affaldsspand.

- Det giver ikke mening, at virksomhederne bruger ressourcer på at designe emballager og produkter, der kan genanvendes, hvis affaldet alligevel bliver blandet sammen og forurenet, siger Christina Busk.

Nye EU-regler stiller større krav til brugen af genanvendte materialer, særligt i fødevareemballager. Som reglerne er i dag, må plast, der har været blandet med restaffald, slet ikke bruges til nye fødevareemballager. Og det ønsker Christina Busk bliver anderledes.

- Vi deler ønsket om at gøre affaldshåndteringen mere ensartet og effektiv. Men én spand løser intet – den skaber bare nye problemer og sender os baglæns. Hvis vi virkelig vil tage klima og ressourceforbrug alvorligt, skal vi stå fast på sorteringen, lave produkter, der kan genanvendes og investere i løsninger, der virker – ikke i smarte kampagner, der lyder godt på sociale medier, men som skader genanvendelsen i praksis, siger Christina Busk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062