19 ansatte og to nye nøglemaskiner: Sådan vil nordjysk virksomhed vækste
Med 19 ansatte og en kernekompetence i fremstilling af PVC-døre og vinduer til stald-, industri- og boligelementbyggeri, har Ventisol i 2024 taget afgørende skridt mod øget kapacitet og digitalisering – en udvikling, de fortsætter i 2025.
- Vi har lagt en klar vækstplan for de kommende år, hvor vi ønsker at kunne producere 50 % mere inden for de eksisterende fysiske rammer. Derfor har vi været nødt til at tænke i smartere og mere automatiserede løsninger, fortæller Kim Jørgensen, direktør og medejer af Ventisol i en pressemeddelelse.
Innovationshubben AddSmart, som Erhvervshus Nordjylland er projektleder på, har været med i virksomhedens udvikling. Herigennem har Ventisol fået adgang til sparring, kompetenceudvikling og en grundig analyse af virksomhedens produktionsflow og montageområder.
To nøglemaskiner
Ventisol har investeret i to nye nøglemaskiner: Et automatisk anlæg til formontage og lagring af rammer, som er installeret hen over vinteren 2024/25, og et avanceret CNC-bearbejdningscenter, som installeres i sommeren 2025.
Det nye udstyr erstatter et ti år gammelt anlæg og skaber grundlag for en mere effektiv og sammenhængende produktion.
Med automatisering af både opskæring, fræsning, svejsning og intern transport af rammerne, får Ventisol et produktionsflow, der i højere grad hænger sammen, og som gør det muligt at producere mere uden at udvide de fysiske rammer.
Samtidig åbner det automatiserede anlæg for løbende dataopsamling, der kan bruges til at optimere drift og kvalitet i realtid, oplyser Kim Jørgensen.
Medarbejderne med på rejsen
Et hovedfokus har været at sikre, at medarbejderne er klædt på til forandringerne. Her har AddSmart også haft en afgørende betydning med udviklingskonsulent Kim Outrup Jakobsen fra UCN Act2Learn som tovholder.
- Vi har haft stor glæde af den sparring og de workshops, vi har fået gennem AddSmart. Det har ikke kun handlet om maskiner, men også om at gøre vores medarbejdere klar til den nye virkelighed. Jeg kan kun anbefale andre produktionsvirksomheder virksomheder at kontakte holdet bag AddSmart, hvis de står over for digitaliserings- eller automatiseringsprocesser, siger Kim Jørgensen.
Medarbejderne har blandt andet deltaget i workshops om procesoptimering, planlægning og mental forberedelse til forandringer. UCN Act2Learn og Ventisol har haft tæt sparring med både Business Hjørring og Erhvervshus Nordjylland undervejs.