23948sdkhjf

Færre skal falde fra på erhvervsuddannelserne: Store investeringer skal øge udgifterne per faglært med op til 50 procent

Med et nyt udspil vil regeringen investere massivt i erhvervsuddannelserne og sikre uddannelser af endnu højere kvalitet, så flere elever og lærlinge gennemfører deres uddannelse

Undervisningen på landets erhvervsuddannelser skal være af endnu højere kvalitet. Det mener regeringen, der i et nyt udspil "Forberedt på fremtiden VII2" foreslår at afsætte 660 millioner kroner årligt fra 2030 til en markant styrkelse erhvervsuddannelserne.

Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen vil give skolerne frihed til lokalt at vurdere, hvordan de skaber et godt fagligt og socialt miljø på landets mange forskellige erhvervsuddannelser. Derudover indeholder udspillet konkrete forslag om at styrke undervisernes kompetencer, skabe bedre sammenhæng mellem perioder i skole og oplæring og ambitioner om, at flere elever tager en del af deres erhvervsuddannelse i udlandet. Et fokus, man allerede på Den Jyske Håndværkerskole, der som den eneste skole i landet uddanner plastmagere, er i gang med at implementere.

Med udspillet vil regeringen samlet set have prioriteret en milliard kroner til erhvervsuddannelserne fra 2030 og frem. Når investeringerne fra den nyligt vedtagne epx-reform medregnes, betyder det, at regeringen nu øger udgifterne til uddannelse af en faglært med knap 50 procent fra 240.000 kroner til 350.000 kroner efter 2030.*

I dag falder fire ud af ti elever fra i løbet af deres uddannelse, og samtidig er tilgangen til uddannelserne faldet markant de seneste 10 år. Derfor har antallet af faglærte været faldende over en årrække.

Samtidig vil manglen på faglærte stige i de kommende år.

Med udspillet vil regeringen derfor sikre, at flere søger en erhvervsuddannelse, og at færre falder fra undervejs.

- Vi har talt meget om at styrke erhvervsuddannelserne. Nu sker det endelig. Med dette udspil ønsker vi blandt andet at reducere frafaldet på uddannelserne. Sammen med midlerne fra epx-reformen bruger vi omkring 50 procent mere på at uddanne en faglært i Danmark. Med regeringens uddannelsespolitik vil der altså være investeret markant mere i fremtidens faglærte. Til gavn for dem selv og deres familier. Men også til gavn for danske virksomheder, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Det er derfor afgørende, at regeringen nu udmønter over 600 mio. kr. til erhvervsuddannelserne, siger erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

- Det er vigtigt for dansk erhvervsliv, at vi får uddannet flere og dygtigere faglærte. Og det er jeg overbevist om, at vi får med det udspil, regeringen er kommet med, siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark.

I erhvervsorganisationen er man positiv over for, at en stor del af midlerne bruges som et såkaldt taxameterløft, der generelt løfter erhvervsuddannelsernes økonomi:

- Det er fornuftigt, at midlerne går direkte til uddannelserne, så de lokalt kan bruges der, hvor behovet er størst. Det kan blandt andet gå til moderne maskiner og materialer, da det er helt afgørende at erhvervsuddannelserne følger med den teknologiske udvikling, siger Kasper Munk Rasmussen.

Han hæfter sig desuden ved, at regeringen med dette udspil tager fat på mange af de udfordringer, der er blevet nævnt i forhold til erhvervsuddannelserne:

- Desværre har lærerne på erhvervsuddannelserne i dag ikke altid de kompetencer, de skal have. Nu bliver der sat øremærkede midler af til løbende at sikre efteruddannelse af lærerne inden for blandt andet digitalisering og den grønne omstilling, og det er meget positivt, for det betyder, at der kommer dygtigere lærlinge ud til virksomhederne, siger Kasper Munk Rasmussen, der også er positiv over for muligheden for, at flere kan bo på skolehjem, og at elever med særlige behov kan tage deres erhvervsuddannelse på deltid.

Støtte til særligt udfordrede

SMVdanmark har desuden længe efterlyst øget støtte til elever med særlige udfordringer under deres læretid i virksomhederne. Et element, der også har fundet vej til regeringens udspil. Her er regeringen dog ikke nået helt i mål ifølge SMVdanmark.

- En stor andel af eleverne har i dag særlige behov, og mange falder fra. Det skyldes blandt andet, at eleverne ikke får deres støtte med ud på virksomhederne, når de er i lære. Her havde jeg gerne set, at man direkte havde øremærket støtte til den del af uddannelserne, der foregår ude på virksomhederne, siger Kasper Munk Rasmussen.

Løft af økonomi til lokale løsninger

Der er mange forskellige årsager til frafaldet på tværs af de 101 erhvervsuddannelser. Elevernes alder spænder bredt, og det stiller vidt forskellige krav til eleverne at uddanne sig til frisør, elektriker, salgsassistent eller landmand. Derfor lægger regeringen op til at tildele 260 millioner kroner fra 2025 stigende til 400 millioner kroner i 2030 og 330 millioner kroner varigt fra 2033 og frem til skolerne uden bindinger. 

Det giver skolerne et betydeligt løft af økonomien og en frihed til lokalt at vurdere, hvordan de skaber de bedste rammer på uddannelsen og støtter eleven i at gennemføre. Midlerne skal for eksempel anvendes til at øge trivslen blandt elever og lærlinge og skabe bedre sammenhæng mellem undervisningen på skolerne og tiden i oplæring i en virksomhed. Der skal gives håndslag på det fælles ansvar for dette kvalitetsløft mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og erhvervsskolesektoren.

Dygtige undervisere er afgørende for undervisningens kvalitet og for elevernes motivation og fastholdelse. Med udspillet vil regeringen afsætte 4 millioner kroner til et udviklingsarbejde i 2027-2028 og fra 2029 afsætte 15 millioner kroner stigende til omkring 100 millioner kroner fra 2033 og frem til at forbedre skolernes mulighed for at sende underviserne på pædagogisk efteruddannelse. Regeringen ønsker derudover at styrke mulighederne for at ansætte gæstelærere, så skolerne i endnu højere grad end i dag inviterer faglærte fra for eksempel inspirerende virksomheder, landbrug eller restauranter til at komme ud og undervise på skolen.

Stærke ungdomsmiljøer på erhvervsskoler

Som led i udspillet foreslår regeringen derudover, at der samlet afsættes over en halv milliard kroner i perioden 2025-2030 til at styrke ungdomsmiljøerne, herunder til et stærkere samarbejde mellem erhvervsskoler og 10. klasse. Særtilskuddet skal for eksempel bruges til at styrke de faglige miljøer og fællesskaber på erhvervsskolerne med lektiecaféer, flere ekskursioner og virksomhedsbesøg samt indretning på skolerne, der understøtter fællesskaber.

Derudover foreslås det, at erhvervsskolerne fremover forpligtes til at besøge eleverne i deres oplæringsvirksomhed, og at ansvaret for at facilitere og følge op på samarbejdet mellem skolen og oplæringsvirksomheden om den enkelte elev entydigt placeres hos skolerne. Dette skal sikre en større sammenhæng og bedre støtte for eleverne, der i løbet af deres uddannelse veksler mellem perioder på skolen og oplæring i en virksomhed.

Flere skal tage en del af uddannelsen i udlandet

Regeringen ønsker, at det bliver lige så almindeligt for elever og lærlinge på erhvervsuddannelserne at tage på ophold i udlandet, som det er for studerende på for eksempel videregående uddannelser. Det er ambitionen, at andelen af elever og lærlinge, der tager en del af deres erhvervsuddannelse i udlandet, femdobles frem mod 2035. I udspillet foreslås det derfor at afsætte knap 6 millioner kroner fra 2026 og frem til at øge tilskuddet til skoler, der lykkes med at lave aftaler om oplæring i udlandet mellem elever og virksomheder. 

Derudover skal elever have mere information om relevante muligheder for oplæring i udlandet, mens det skal også sikres, at elever, der tager på udlandsophold, får bedre mulighed for at fortsætte deres uddannelse, når de vender hjem.

Forberedt på fremtiden VII er regeringens tredje udspil om erhvervsuddannelserne. Udspillet skal ses i sammenhæng med øvrige initiativer, som regeringen har præsenteret på undervisnings- og uddannelsesområdet.

*Anmærkning om udregning af stigningen til udgifter til uddannelse af en faglært fra 240.000 kroner før 2030 til 350.000 kroner efter 2030: Udgift før investering i eud og epx er opgjort som de offentlige udgifter til uddannelse af en faglært (inkl. 10. klasse), der starter på en erhvervsuddannelse direkte fra grundskolen. Udgift efter investering i eud og epx er opgjort som udgifter efter 2030 til uddannelse af en faglært, der starter på en toårig epx direkte fra grundskolen og derefter gennemfører en erhvervsuddannelse. SU-udgifter indgår ikke i opgørelsen.

Aftaler om erhvervsuddannelserne

I 2024 indgik regeringen to aftaler om erhvervsuddannelserne med et bredt flertal af Folketingets partier. Den første aftale om flere social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal understøtte, at vi også i fremtiden har nok kompetente hænder til vores sundhedspleje og ældrepleje. Den anden aftale om flere faglærte til den grønne omstilling skal blandt andet imødekomme Produktiondanmarks behov for grønne kompetencer. Med de to aftaler er der allerede udmøntet cirka 300 mio. kr. til erhvervsuddannelserne. Læs mere om aftale om flere social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til vores sundhedsvæsen og ældrepleje. Læs mere om aftale om flere faglærte til den grønne omstilling.

Kilde: Børne- og undervisningsministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094