23948sdkhjf

Gør klar til test af kæmpevinger

Testcenteret Blaest i Aalborg igangsætter nu en forundersøgelse med henblik på at etablere nye faciliteter til test af offshore-møllevinger, der forventes at blive mindst 150 meter lange.

Forundersøgelsen løber indtil september 2025, og er støttet af Energistyrelsens Green Labs DK-program, som støtter etablering af energiteknologisk testinfrastruktur i Danmark. Den gennemføres af Blaest, med støtte fra Port of Aalborg samt anbefalinger fra Blaests nøglekunder vedrørende markedsbehov og specifikation af tekniske krav.

Fastholder komplet test-setup i Danmark

Formålet med forundersøgelsen er at afklare behovet for etablering af et testcenter til fuldskala styrketest af vinger til fremtidens offshore-vindmøller. Er behovet der, vil der som en del af forundersøgelsen blive udarbejdet forprojektering og specifikation af faciliteten med testrigge og det nødvendige testudstyr.

Endvidere vil der blive udarbejdet budget og finansieringsplan, således at projektet er fuldt beskrevet inden endelig investeringsbeslutning. Det nye testcenter forventes at kunne stå klar til drift i 2027.

Testcentret skal, sammen med drivtogstestcenteret LORC og mølletestcenteret i Østerild, der også planlægges udvidet til håndtering af disse offshore-møller, udgøre et komplet test-setup, som vil understøtte industriens fortsatte udvikling med tilhørende arbejdspladser indenfor udvikling og prototypeproduktion i Danmark.

Ingen kender fremtiden

Styrketest af vinger er et obligatorisk element i typecertificering af vindmøller. Desuden fokuserer vindmølleproducenter og investorer i vindmølleparker på produktverifikation og pålidelighed for at minimere forretningsrisici og sikre en langsigtet, stabil og pålidelig grøn elforsyning.

- At imødekomme markedets og vores kunders behov er en vigtig drivkraft for vores strategiske fokus. Vores nuværende faciliteter nærmer sig grænsen for, hvor store vinger vi kan håndtere. Ingen kender fremtiden, men med den nye facilitet vil vi sikre, at vores kunder de næste mange år fortsat kan få testet deres vinger i Danmark, siger administrerende direktør for Blaest, Erik Steen Jensen.

Blaest ejes i fællesskab af Danmarks Tekniske Universitet, DTU, Force Technology og Det Norske Veritas, DNV. Blaest konkurrerer med testcentre i Europa og resten af verden, som i stor udstrækning udbygges og drives med offentlig finansiering.

Se nøgletal for:
Læs mere om: vindmøller
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135