Vestas har færdiggjort samlingen af hubben til Taiwans første offshorevindmølle af typen V236-15.0 MW. Arbejdet er udført før tidsplanen og bliver fremhævet som et vigtigt skridt i udbygningen af landets offshorevindindustri.
Det oplyser det taiwanske medie Energy Omni.
Hubben skal indgå i Fengmiao I, et offshoreprojekt på 495 MW ud for Taichung, som udvikles af Copenhagen Infrastructure Partners. Projektet omfatter 33 styk V236-møller og ventes færdigt ved udgangen af 2027.