23948sdkhjf

Den dag, dunken fra Nopa Nordic dukkede op på produktionslinjen, fældede hun en tåre

Aage Vestergaard Larsen fremlægger dokumentation: Kvaliteten af det genanvendte plastmateriale, der stammer fra oparbejdet, hustandssorteret plast, er så høj, at den egner sig til kosmetiske produkter og på sigt også fødevareemballage. Resultaterne blev vist frem for offentligheden i denne uge efter års arbejde i hele værdikæden

Historien kort fortalt: Genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen (AVL) har offentliggjort dokumentation for, at virksomhedens genanvendte plast, produceret af husstandssorteret plast (PCR), er af så høj kvalitet, at materialet kan bruges til produktion af plastemballage til kosmetiske produkter.

Hvis du er i humør til den helt lange version, skulle du have været til stede i Industriens Hus i mandags, hvor de teknisk fyldestgørende resultater fra et gennemgribende MUDP-projekt blev forelagt i detaljer overfor et spørgelystent branchepublikum, der kom fra flere store, danske kosmetiske brands, men også fra emballage- og fødevarebranchen.

Men du var sandsynligvis ikke til stede, for konferencen var nemlig udsolgt til sidste stol.

Og det er der en særlig grund til, siger Gitte Buk Larsen, kreativ direktør hos Aage Vestergaard Larsen, der stod bag emballagekonferencen sammen med brancheforeningen Plastindustrien.

- Data og dokumentation for kvaliteten på husstandssorteret, genanvendt plast er et langt stykke hen ad vejen ikke til stede, alene fordi lovgivningen er meget ukonkret på området. Det vil vi gerne lave om på, for vi mener, at vores kunder og i sidste ende forbrugerne har krav på at vide, om den plast, der omslutter deres shampoo, deres øjenskygge eller deres badesæbe, er af høj kvalitet eller om den får dumpekarakter, siger Gitte Buk Larsen til Plastforum.

Coop Trading arbejder med emballage på vegne af vores fire nordiske partnere, hvor vores fælles agenda blandt andet er at øge brugen af genbrugt plastik i vores emballager. Indtil videre har vi primært arbejdet med PET, men vi er konstant opmærksomme og nysgerrige på nye løsninger, hvorfor vi også deltog med stor begejstring på denne konference. Vi oplevede en god blanding af teknisk og praktisk inspiration og er blevet klogere på de muligheder og udfordringer, der er ved genbrugt plastik. Den viden ser jeg frem til at bruge til at drive vores agenda videre og levere produkter i de mest bæredygtige materialer muligt til vores 27 millioner nordiske forbrugere.

Overskrider ingen grænseværdier

Men lad os her - på disse linjer - forsøge at nå en gylden mellemvej mellem den korte og den lange version af mandagens nyhed og i store træk fortælle lidt om, hvilke resultater, Aage Vestergaard Larsen og en lang række samarbejdspartnere nu kan offentliggøre: AVL's genanvendte plast, produceret af PCR, holder sig under alle grænseværdier og findes i en toksikologisk vurdering, foretaget af uvildigt analysefirma, sikker for menneskers sundhed.

Plasten holder sig ikke kun indenfor grænseværdierne til kosmetiske produkter, men er også ren nok til fødevareemballage.

AVL fremlagde dokumentation for, at PCR-plasten kvalitetsmæssigt er så høj, at den endda - på nogle punkter - slår virgin plast i renhed.

En af dem, der fandt resultaterne interessante, var Sebastian Pilgaard fra Coop Trading. Han deltog på konferencen, idet Coop Trading arbejder med emballage på vegne af fire nordiske partnere, hvor en fælles agenda blandt andet er at øge brugen af genanvendt plast i emballager. 

- Indtil videre har vi primært arbejdet med PET, men vi er konstant opmærksomme og nysgerrige på nye løsninger, hvorfor vi også deltog med stor begejstring på denne konference. Vi oplevede en god blanding af teknisk og praktisk inspiration og er blevet klogere på de muligheder og udfordringer, der er ved genanvendt plast. Den viden ser jeg frem til at bruge til at drive vores agenda videre og levere produkter i de mest bæredygtige materialer muligt til vores 27 millioner nordiske forbrugere, siger han til Plastforum.

Kulminationen

Vi skal dog bakke lidt i historien, nemlig til den dag, hvor projektet, der har været ti år undervejs, kulminerer hos AVL i hjemstavnen Mariager. Dagen, hvor genanvenderne i det nordjyske kan konstatere, at en vaskemiddeldunk fra Nopa Nordic produceret til Rema1000 dukker op på produktionslinjen 'Pippi', som efter års udvikling nu er klar til at genanvende beskidt, husholdningssorteret plast fra dig og mig.

- Den dag sad følelserne ret meget udenpå tøjet. Ja, jeg tør godt indrømme, at jeg fældede en tåre. Det var et stort øjeblik, siger Gitte Buk Larsen.

Hun er direktør i egen butik, datter af grundlægger Aage Vestergaard Larsen og i færd med at følge et projekt til dørs, som hendes far i sin tid satte i søen. Et projekt, hvor genanvendelse af plast handler om miljø og samfund og ikke går forud for store tal på bundlinjen.

Men hvordan kan en plastdunk bringe så store følelser frem? 

Svaret skal findes i de mange timer, tro, håb og ressourcer, der er lagt i produktionslinjen "Pippi" i Mariager og de bump, man er stødt på undervejs. Det er nemlig ikke "bare lige" at udvikle en logistik, et system og en produktionslinje, der kan vaske og processere husstandssorteret plast til højkvalitets, genanvendt plast.

Danmark i bund

Derfor var dagen, hvor dunken fra Nopa Nordic fandt vej til Pippi, et synligt bevis på, at Aage Vestergaard Larsens vision er blevet til virkelighed.

Og guderne skal vide, at det er nødvendigt: Danmark ligger nemlig absolut i bund, når det gælder genanvendelse af plast. Faktisk genanvender vi kun 10 procent af vores danske affaldsplast. Et tal, der hastigt bør og skal ændres.

Løsningen er blandt andet vedtagelsen af det udvidede producentansvar, samt vedtagelsen af den ny emballageforordning og det miljøgraduerede bidrag, som vi kan se frem til indenfor det næste halve år.

- 'Vejen frem for cirkulær plastemballage af høj kvalitet.' Det kan godt lyde lidt højtragende, ikke? Men det er det egentlig ikke, indledte Franz Cuculiza dagens konference. Han er adm. direktør hos AVL og lagde dermed op til en lang række indlæg fra de i projektet involverede parter: Nopa Nordic, Teknologisk Institut og Eurofins, der hver i sær kunne berette om deres bidrag, årsagerne hertil og ikke mindst de resultater, parterne er nået frem til.

- Lige nu producerer vi et batch på 50 tons, der udelukkende er baseret på nordisk PCR og som dokumenteret kan bruges til kosmetik og hygiejneprodukter. Det svarer til ca. en million emballager, men vi har kapacitet til langt mere på årsbasis, sagde Franz Cuculiza og uddybede efter et spørgsmål fra salen, at man opererer med et spild på mellem fem og otte procent plast, og derved har inputtet til de 50 tons plast været i omegnen af 53-54 ton plast.

Vigtige partnerskaber

Franz Cuculiza lagde ikke skjul på, at partnerskaberne har bragt AVL i mål.

- Vi havde ikke kunnet nå hertil uden de partnerskaber. De har været afgørende for processen, sagde han og blev bakket op af de øvrige partnere med ord som "ingen kan lykkes alene med cirulære løsninger."

Dagen blev derfor også bundet sammen med en silkeblød veloursløjfe af indlæg fra partnerne, der kunne berette om producentansvar og forordninger, test og teknologier, aminer og toksiner, om oprensning og oparbejdning og om kommercielle perspektiver.

Næste skridt er PCR til fødevaremballage. Det lægges der ikke skjul på i Mariager.

- Vi har glædet os til at fremvise de resultater, vi kunne lægge frem i dag. Og vi skal ikke lægge skjul på, at de grundpiller, vi nu har opbygget af dokumentation, skal hjælpe os på vejen til, at vi lovgivningsmæssigt kan få lov at gå skridtet videre fra kosmetik og hygiejne til fødevareemballage, siger Franz Cuculiza til Plastforum.

Læs rapporten her

Aage Vestergaard Larsen A/S og Teknologisk institut fremlagde i denne uge resultaterne fra MUDP-programmet om genanvendt plast i kosmetik- og fødevareemballager. 

Projektdeltagerne var Aage Vestergaard Larsen A/S, Schela Plast A/S, Nopa Nordic A/S og Teknologisk Institut.

Resultaterne viser, at det er muligt at opnå en kvalitet i den genanvendte plast, der har potentiale til at blive godkendt til brug i disse emballager.

Miljøstyrelsen og Grøn Projektbank har netop publiceret den endelige rapport om projektet. Rapporten kan læses hér: https://mst.dk/publikationer/2024/januar/udvikling-af-plastemballager-i-en-cirkulaer-oekonomi-mudp

Oplægsholderne på dagen var:

  • Marianne Jakobsen Juhl og Helle Antvorskov, Miljøstyrelsen.
  • Franz Cuculiza, adm. direktør i Aage Vestergaard Larsen A/S og Per Sigaard Christensen, seniorspecialist, Teknologisk Institut
  • Maria Dahl, produktudvikler, Aage Vestergaard Larsen A/S og Mathias Kirk Thøgersen, konsulent, Teknologisk Institut.
  • Brian Jensen, seniorkonsulent, Eurofins.
  • Jørgen Skjødt, CEO, ZENZ Organic.

Kilde: plast.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094