23948sdkhjf

Masser af potentiale i havplast: Se hvad vi kan med maritimt affald

Danske plastproducenter udstiller produkter produceret af plast fra havene og af maritimt affald: Oplev blandt andre Plastix A/S KaSo Design Studio, Pack Tech og Wehlers på Ajour Erhvervsmesse i denne uge i Odense

Når Ajour Erhvervsmesse åbner på torsdag i Odense Congress Center, vil man kunne få en idé om potentialet i plast, der er trukket op fra havet og maritimt plastaffald, der er indsamlet på skibe og i havne.

Arrangøren af udstillingen, Ocean Plastic Forum, kalder det "Danmarks største udstilling af produkter fremstillet med havplast og maritimt plastaffald". Her får man samtidig en introduktion til danske virksomheder, der omdanner havplastaffald og maritimt plastaffald til praktiske produkter.

"Fællesstanden vil repræsentere et bredt spektrum af produkter og virksomheder – lige fra legetøj produceret af maritimt plastaffald, badetøj fremstillet blandt andet med kasserede fiskenet og unikke fyrfadslysestager skabt af opskyllet plastaffald fra den jyske vestkyst," skriver Ocean Plastic Forum i en pressemeddelelse.

Der vises også emballager produceret af Ocean Waste Plastic (OWP), som er 100 procent dokumenteret og sporbart plast taget ud af havet og floder.

Nogle af de danske producenter, der kan opleves, er Plastix A/S, Copenhagen Cartel, KaSo Design Studio, Pack Tech, Wehlers, Mater Design, Grathwol, Dragör Circular Skincare, Strandet og Omhu.

- Siden Ocean Plastic Forum for nogle år siden begyndte at udstille produkter af havplast og maritimt plastaffald har vi til vores store tilfredshed kunnet konstatere, at flere og flere virksomheder er kommet med på vognen og anvender havplast på den ene eller anden måde i deres produkter, siger Lars Have Hansen, formand for Ocean Plastic Forum og Maskinmestrenes Forening, der er medstifter af Ocean Plastic Forum.

Lars Have Hansen peger også på det positive i, at der i stigende grad er tale om hverdagsprodukter, der fremstilles i store mængder, og som derfor fjerner større mængder plast fra havmiljøet, hvor markedet tidligere har været præget af specialdesignede nicheprodukter.

- Vi er glade for at kunne præsentere Danmarks største udstilling af produkter fremstillet med havplast og maritimt plastaffald, hvor en bredere offentlighed får lejlighed til at se, at havplast kan omdannes til produkter, der ikke kun bidrager til bekæmpelsen af havplastforurening, men som også er funktionelle, veldesignede og endda egnet til masseproduktion, siger han.

Ocean Plastic Forum

Ocean Plastic Forum (OPF) er en forening bestående af en række virksomheder, interesseorganisationer, NGO’er og universiteter med interesse, viden og ekspertise indenfor havplastindustrien. 

De arbejder for et renere hav ved at facilitere partnerskaber og værdikædesamarbejder på tværs af industrien, hvor havplastaffald opsamles og i videst muligt omfang genanvendes.

Kilde: Ocean Plastic Forum

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078