23948sdkhjf

Aalborg Portland tester ny teknologi: Vil lave CO2 om til råmaterialer

Nyt testanlæg skal være med til at sikre en mere effektiv udnyttelse af den opsamlede CO2. Blandt andet som råmateriale i produktionen af plast

Den nordjyske cementkæmpe Aalborg Portland etablerer nu sit andet pilotanlæg til CO2-fangst. Her vil man teste en ny teknologi til CO2-fangst for at blive klogere på teknologien og dens muligheder.

- Vi har siden december 2022 ført et pilotprojekt i samarbejde forskere fra DTU, der er blandt verdens førende inden for CO2-fangst, og vi er således blevet bekræftet i, at fangst fra vores produktion er muligt, og at potentialet er signifikant, siger adm. direktør Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Nu opfører vi endnu et pilotanlæg, hvor vi tester en ny teknologi for CCUS (carbon capture utilization storage), og vi håber således at blive endnu klogere på vores muligheder inden for CO2-fangst.

Samarbejdet om anlægget sker under navnet ConsenCUS og involverer en række førende forskningsinstitutioner og virksomheder, som sammen vil udvikle en ny teknologi inden for CO2-fangst.

Råmateriale i plast

Den mest udbredte teknologi til CO2-fangst i dag kræver høje temperaturer som en del af processen, hvilket er ensbetydende med et stort energiforbrug. På det nye anlæg hos Aalborg Portland skal man derfor teste en ny teknologi, der potentielt kan eliminere store dele af energiforbruget ved at anvende en elektrokemisk metode drevet af elektricitet i stedet for de ellers nødvendige høje temperaturer.

Samtidig vil projektets parter nyttiggøre CO2. Med det nye anlæg vil de undersøge mulighederne for at skabe et mere brugbart slutprodukt af den indfangede CO2. Specifikt ved at omdanne det til myresyre, der kan bruges som råmateriale i blandt andet plast.

ConsenCUS-anlægget vil erstatte det nuværende CO2-fangstanlæg, der er opført i samarbejde med blandt andre DTU med støtte fra Innovationsfonden. Aalborg Portland bliver det første sted, hvor det nye CO2-fangstanlæg og den tilhørende teknologi skal testes i større skala.

Anlægget, der kan fange op til 2,4 ton CO2 dagligt, forventes at blive idriftsat i november og testes frem til marts 2024.

Partnere og teknologi

  • ConsenCUS-samarbejdet består af følgende partnere: Aalborg Portland, New Energy Coalition, Wetsus - European Centre of Excellence for Sustainable Water Technology, Coval Energy BV, University of Groningen, Research Center for Carbon Solutions at Heriot-Watt University, British Geological Survey, Robert Gordon University, Danish Technological University (DTU), Energy Policy Group, Center for Research and Technology Hellas, STORK/Fluor, Geological Survey of Denmark and Greenland (GEUS), OMV Petrom, Grecian Magnesite, University of Alberta, University of Calgary, Zhejiang University, Danish Gas Technology Centre, INEOS Chemicals og Energinet.
  • CCUS-metoden udviklet i regi af ConsenCUS kan potentielt halvere energiforbruget i forhold til traditionelle fangstmetoder.
  • Metoden indebærer, at man ”vasker” CO2-røgen med caliumhydroxid på væskeform. Således binder CO2 sig til væsken.
  • Herefter føres den CO2-holdige væske i en ”elektrokemisk fælde/regenerator”, hvor man sætter strøm til væsken. Dermed spaltes CO2 fra væsken, og de to elementer kan herefter adskilles.
  • CO2 sendes efterfølgende i en ny elektrokemisk celle, hvor man omdanner CO2 til myresyre.

Kilde: Aalborg Portland

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093