23948sdkhjf

Ny traktat skuffer Plastic Change: - Det er langt fra det ønskede resultat

Plastforurening skal bekæmpes globalt, men historisk FN-møde om en ny traktat har vist, at lande med store økonomiske interesser forsøger at sænke ambitionerne, mener danske Plastic Change, der dog stadig arbejder for en stærk traktat

Den bindende globale plasttraktat, som 175 lande-delegationer forhandlede i sidste uge, kan nu begynde at tage form. Det står klart efter fem dages forhandlinger i Paris, der er endt i en aftale om at udarbejde et udkast til den historiske aftale inden næste møde i november. Men det er langt fra det ønskede resultat, lyder det fra Plastic Change, der som eneste danske miljøorganisation fulgte de historiske forhandlinger som observatør.

- Landene har ved dette møde haft en unik mulighed for at sætte retningen og gøre op med den massive plastikforurening i verden med ambitiøse mål. Den mulighed synes jeg ikke blev grebet. Faktisk er den blevet modarbejdet, siger Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change i en pressemeddelelse på bagkant af sidste uges forhandlinger. 

Plastic Change og en gruppe bestående af over 2.700 miljø- og civilsamfundsorganisationer overværede forhandlingerne med en forhåbning om, at et flertal kunne blive enige om en række mål for udkastet. De har oplevet, at enkelte lande har forsøgt at forsinke processen.

"Lige nu er verden på vej mod en tredobling af plastproduktionen i år 2050, så et klart mål fra organisationerne var at diskutere en begrænsning på produktionen," lyder det fra Plastic Change i pressemeddelelsen.

- Enkelte lande med klare økonomiske interesser i olie har vist, at de ønsker, at plastproduktionen kan fortsætte uden hindringer. Det har betydet, at forhandlingerne er stagneret og halvdelen af den dyrebare mødetid her i Paris er blevet brugt på at formalia, siger Anne Aittomaki.

Ingen diskussion om indhold

- Under forhandlingerne var der kun kort tid til spørgsmålet om traktatens indhold: Hvordan skal vi reelt bekæmpe plastforurening? I stedet fyldte spørgsmål om, hvordan den i sidste ende stemmes igennem: Skal der være konsensus mellem alle lande, før en aftale kan godkendes? Og stemmer EU som en enhed eller som de enkelte medlemslande?, lyder det fra direktøren.

At landene til sidst blev enige om at udarbejde et udkast til traktaten, er for Plastic Change dog positivt.

- Når traktaten tager form på skrift, så bliver det nemmere at skubbe formuleringerne i den rigtige retning politisk. Vi er mange, der arbejder for, at plastik ikke alene bliver behandlet som et affaldproblem, men at vi skruer ned for produktion og forbrug. Det arbejde fortsætter, siger hun.

Danmark og den udsendte delegation er også en del af en koalition, der har arbejdet for ambitiøse mål. Det samme har vores nabolande Norge og Sverige, EU's medlemslande samt blandt andre Rwanda, Mexico og Ecuador, der alle tror på reduktion.

Næste møde finder sted i november 2023. Her skal udkastet være klar.

Aftalen skal være underskrevet ved udgangen af 2024.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087