SP Group kunne ikke gentage rekord-kvartal
SP Group omsatte i første kvartal for 707,3 mio. kr., hvilket svarer til en tilbagegang på 1,8 procent sammenlignet med året før.
Ebitda faldt med 1,6 procent til 127,7 mio. kr., og resultatet før skat faldt med 17,5 procent til 68,4 mio. kr.
- Som ventet faldt omsætningen grundet normaliserede værdikæder og lavere makroøkonomisk aktivitet. Q1 2022 var det hidtil bedst kvartal målt på omsætning, ebitda og ebit. Q1 2023 er det næstbedste kvartal, og vi forventer fortsat større aktivitet i andet halvår, hvorfor forventningerne fastholdes, siger administrerende direktør Frank Gad i en kommentar til regnskabet.
Det betyder, at SP Group stadig forventer en vækst i omsætningen i 2023 på 5-15 procent med en ebitda-margin på 16–19 procent og en EBT-margin på 9-12 procent.
Tilbagegangen i første kvartal skyldes et lavere salg til healthcare, fødevarerelaterede og andre krævende industrier, mens salget til cleantech og automotive steg.
Salget til healthcare-industrien faldt med 7,8 procent til 234,4 mio. kr. og udgør nu 33,1 procent af den samlede koncernomsætning, mens salget til fødevarerelaterede industrier udgør 13,2 procent af omsætningen efter et fald i omsætningen på 3,2 procent til 93,4 mio. kr.
I cleantech-industrien steg salget med 3,8 procent til 207,5 mio. kr. og udgør nu 29,3 procent af den samlede koncernomsætning. Indenfor automotive steg salget med 9,3 procent til 36,7 mio. kr. svarende til 5,2 procent af omsætningen. Salget til andre krævende industrier faldt med 0,5 procent til 135,3 mio. kr. og udgør nu 19,1 procent af omsætningen.
Regnskabsår | 1. kvartal 2023 | 1. kvartal 2022 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Nettoomsætning | 707,3 | 720,1 |
Resultat før af- og nedskrivninger (ebitda) | 127,7 | 129,7 |
Resultat før finansielle poster (ebit) | 78,1 | 86,7 |
Resultat før skat | 68,4 | 83,0 |
Årets resultat | 53,7 | 65,5 |
Balancestatus | 2.995,1 | 2.779,3 |
Egenkapital | 1.336,5 | 1.123,8 |
Antal ansatte | 2.415 | 2.530 |
Kilde: SP Group |