Plus-Plus søger en Plastmager
Vi har hos Plus-Plus brug for en plastmager til produktion af vores prisvindende legetøj. Vi tilbyder derfor en unik mulighed for at blive del af et team, der skaber vores produkter og fundamentet for timevis af leg for børn og kreative sjæle.
Så hvis du synes at plast er spændende, kan vi garantere hos Plus-Plus, at vi kan give dig en udfordrende hverdag, hvor du kan blive del af en virksomhed der hele tiden er i vækst – og hvor bæredygtighed, teknologisk udvikling og sammenhold er højt prioriteret.
Ansvarsområder
Som plastmager vil du hurtigt få en central rolle i at få vores produktion til at køre optimalt. Det indbefatter blandt andet:
- Tilgang af materialer og afgang af produkter foregår i rette tid.
- Omstilling, vedligeholdelse samt rengøring af værktøjer
- Overvågning af produktionsprocesser og sikre en stabil produktion
- Kvalitetskontrol inkl. dokumentation, så vi opnår et ensartet produkt
Kvalifikationer
Plus-Plus søger en person, som er uddannet plastmager, men ellers er det centrale at du har en interesse for plast samt et teknisk og nysgerrigt mindset – og ikke mindst med erfaring inden for plastproduktion. Mere specifikt:
- Resultatorienteret med en kvalitetsbevidst indstilling.
- Erfaring med at opstille og indkøre værktøjer på støbemaskiner.
- Har en ansvarlig, fleksibel og løsningsorienteret tilgang til opgaver.
- Truckcertifikat (ikke et krav).
- Arbejder selvstændigt, men bidrager til fællesskabet via åbenhed, initiativer og tillid.
Vil du være en del af teamet?
Ansøgningsfristen er søndag d. 13. september 2026. Der afholdes dog løbende jobsamtaler, og stillingen lukkes, når den rette kandidat er fundet. Opstart vil være hurtigst muligt.
Hvis dette lyder interessant, og du kan se dig selv i rollen, så søg jobbet via Quickapply på Jobindex allerede i dag. Alternativt send din ansøgning og CV til Supply Chain Director, Bo Refsgaard, br@plus-plus.dk.
Info
Hvis du vil vide mere om Plus-Plus og stillingen, er du velkommen til at kontakte produktionschef, Lars Olsen, på tlf +45 22 40 66 40.
Hvad er Plus-Plus?
Slip fantasien løs med Plus-Plus! Med det unikke design i én enkel, er der uendelige muligheder for at sammensætte og kreere lige hvad du kan forestille dig. Sæt blot nogle Plus-Plus sammen, og så er du i gang med at skabe fantastiske værker. Kombinér de mange enestående farver, og pust liv i dine kreationer, om så det er kunstneriske, flade motiver eller poppende 3D-kreationer.
Plus-Plus fås i 2 størrelser; Plus-Plus og Plus-Plus BIG. Plus-Plus måler 20mm x 12mm, og er anbefalet fra 5 år og opefter. Hvorimod Plus-Plus BIG måler 50mm x 30mm og er skabt til vores yngste brugere, og dermed godkendt fra 0+ år, så selv de helt små, nysgerrige sjæle kan opdage den farverige verden af Plus-Plus.
Hvad er Plus-Plus lavet af?
Plus-Plus er lavet af LDPE-plast, der er en forkortelse for Low-Density PolyEthylene. Denne type plast bruges til mange forskellige produkter, f.eks. drikkeflasker, belægninger til papmælkekartoner og plastposer til brød og frosne fødevarer. Det er en stærk og fleksibel type plast, der også er velegnet til legetøj, da det ingen skadelige stoffer indeholder. Vores byggeplader og hjul er lavet af ABS, et materiale der ofte bruges i byggeklodser. Vi overholder naturligvis alle de høje standarder der er påkrævet for sikkert legetøj.