Den Jyske Håndværkerskole
Den Jyske Håndværkerskole – hvor tradition og teknologi mødes.
Den Jyske Håndværkerskole (DJH) i Hadsten er en moderne, selvejende teknisk skole med rødder helt tilbage til 1928. Skolen blev grundlagt af en række arbejdsgiverorganisationer med ønsket om at skabe en teknisk kostskole med tætte bånd til erhvervslivet – en ambition, der stadig præger DJH i dag.
Hos DJH forenes stolte håndværkstraditioner med den nyeste teknologi. Vi uddanner fremtidens faglærte inden for blandt andet el-, køle-, plast-, og tømrerfagene, og tilbyder uddannelser som elektriker, køletekniker, plastmager, plastspecialist, tømrer og tækkemand – samt EUX-forløb for elektrikere og tømrere.
Vi tilbyder desuden et bredt udvalg af efter- og videreuddannelser inden for elteknik, køleteknik, plastsvejsning og energi, hvor både faglig fordybelse og teknologisk udvikling er i fokus.
Med et skolehjem til omkring 600 elever skaber vi et unikt læringsmiljø, hvor eleverne kan fordybe sig døgnet rundt. Vores 24-timersskole med åbne værksteder og undervisningslokaler giver optimale rammer for læring, fællesskab og faglig udvikling.
DJH samarbejder tæt med erhvervsvirksomheder over hele landet og har et stærkt netværk inden for de brancher, vi uddanner til. Det sikrer, at vores undervisning altid afspejler virkelighedens krav og fremtidens behov – fx inden for energi, robotteknologi og industri 4.0.
Den Jyske Håndværkerskole er et sted, hvor tradition, innovation og faglig stolthed går hånd i hånd – og hvor vi uddanner de dygtigste håndværkere til fremtidens erhvervsliv.