23948sdkhjf

Fiberline Building Profiles vil udfordre det traditionelle syn på byggematerialer

Det skal være bredt anerkendt, at kompositter er et solidt og bæredygtigt alternativ til de klassiske materialer anvendt til bærende konstruktioner. Det er afsættet for Fiberline Building Profiles forretning og aktiviteter

I mere end 40 år, siden grundlæggelsen i 1979, har Fiberline produceret glasfiberprofiler til vind, byggeri- og konstruktionsbranchen. I 2020 valgte man af skille byggeridelen ud som led i et opkøb af virksomhedens vindaktiviteter.

Det skabte en gylden mulighed for at stille skarpt på byggeriet, fortæller CEO i Fiberline Building Profiles, Torben Rønlev:

-I mange år stod forretningsområdet en smule i skyggen af Fiberlines fokus på vindsektoren, som vækstede voldsomt gennem det seneste årti. Men der er et kæmpe potentiale for kompositmaterialer i byggeri- og konstruktionsbranchen. I dag har vi som selvstændig virksomhed mulighed for at fokusere målrettet på at udvikle den del af forretningen og indfri det store vækstpotentiale, der er for kompositter i byggeriet.

Ifølge Torben Rønlev, CEO i Fiberline Building Profiles, er der netop et stort behov for at udbrede kendskabet til kompositter og fremhæve materialet som et reelt alternativ til andre mere traditionelle byggematerialer:

- Byggeriet er en temmelig konservativ branche præget af meget vanetænkning og tradition. Alt for mange fagfolk – arkitekter, ingeniører, konstruktører og så videre – har årelang erfaring med de mere klassiske materialegrupper såsom stål, aluminium og beton og overvejer ikke glasfiber som et alternativt materiale til bærende konstruktioner. Det vil vi gerne være med til at ændre.

Også i forhold til at tage del af den grønne omstilling af byggeriet er der behov for at indtænke alternative materialer og sammenligne de forskellige muligheder med udgangspunkt i data, mener CEO Torben Rønlev:

- Kompositter er ofte mere bæredygtige end traditionelle materialer, så også i det perspektiv er det afgørende at udbrede kendskabet. Energiforbruget er lavere sammenlignet med for eksempel stål, aluminium og beton, materialet er lettere i transport, installationstiden meget kort og produkterne produceres tæt på kunden i Europa. Samtidig har kompositter en suveræn holdbarhed og kræver ikke vedligehold. Det tæller alt sammen i det samlede klimaregnskab.

Virksomheden har netop fastlagt en bæredygtighedsstrategi, som rækker frem mod 2028.

Nøglen er klar kommunikation

En af virksomhedens midler til målet om at udbrede kendskabet til kompositter er tydelig og let tilgængelig kommunikation. Fiberline Building Profiles har de senere år derfor skærpet kommunikationen og prioriteret at få en større synlighed og online tilstedeværelse.

- Vi vil være en eksponent for viden om kompositter. Det kræver, at vi vægter vores online markedsføring og digitale kommunikation og formidler de mange gode cases og eksempler på anvendelser af kompositter i byggeriet, siger Louise Dal Cowen, E-commerce & Brand Manager.

Fiberline Building Profiles samarbejder også med uddannelsesinstitutioner for at dele viden om kompositter med de studerende, som efter studiet skal træffe materialevalg. I forbindelse med etablering af produktionen i Polen startede virksomheden et samarbejde op med det lokale universitet.

Kompositprofiler med få klik

En af virksomhedens helt store satsninger er fokus på e-commerce. I 2020 åbnede Fiberline Building Profiles en webshop, hvor kunder selv kan handle kompositprofiler og få dem leveret til døren i hele Europa. Webshoppen er allerede en succes og har resulteret i, at produkterne er meget mere tilgængelige for virksomhedens kunder end hidtil, fortæller E-commerce & Brand Manager, Louise Dal Cowen:

- Hvis vi skal hamle op med de konkurrerende materialer, er det helt afgørende, at vi kan matche deres tilgængelighed. En af vores hurdles har været, at profilerne ikke var lige så nemme at få fat i som standardprodukter i andre materialer. Det har vi lavet om på med vores e-commerce fokus.
Det skal være nemt for kunden at gennemskue produktkataloget og finde al nødvendig information om materialerne, forklarer Louise Dal Cowen:

- Det må ikke være en barriere for kunden, at det er for teknisk og komplekst at forstå materialeegenskaber, anvendelsesmuligheder og lignende. Vi har derfor designet hjemmesiden, så al information og dokumentation kommunikeres på overskuelig vis og kan tilgås på ét og samme sted.

Kunderne kan i dag gå ind på webshoppen, finde det ønskede produkt, smide det i indkøbskurven og trykke på bestil. Fremover vil Fiberline Building Profiles udvide webshoppen og dens funktioner. Det skal for eksempel være muligt at få profilerne tilpasset og malet, inden kunden smider produktet i den digitale indkøbskurv.

- Vi ser en stor fordel i at rykke os selv og kunden i retning af meres selvbetjening på webshoppen, mens vi selvfølgelig stadig står til rådighed med support. Helt nye kunder vil typisk kontakte os på traditionel vis. De får rådgivning og vejledning af vores tekniske salgskonsulenter – men efter et par ordrer ser vi, at de begynder at handle selvstændigt, og vi oplever, at de er glade for den mulighed, fortæller Mirfet Malagic, der er Fiberlines Product Manager og Head of Sales.

Ny standard bliver game-changer

Fiberline konstruktionsprofiler er CE-mærket, og dermed er produkterne i overensstemmelse med de europæiske sikkerheds- og miljøstandarder.

Men i mange år har manglen på en europæisk standard for kompositter – en såkaldt Eurocode – stået i vejen for at udvide kendskabet og brugen af materialet til byggeri og konstruktioner. For nylig blev der publiceret en Eurocode på kompositter, så de samme standarder for materialet kommer til at gælde på tværs af Europas grænser.

- Det kommer til at få stor betydning for udbredelsen af kendskabet til kompositter og anvendelse af produkterne, at man fremover – uanset hvor i Europa man bor – kan finde informationer og standarder for korrekt og sikker konstruktion i glasfiber i ét samlet opslagsværk. Med andre ord bliver det nemmere at være ingeniør eller konstruktør og lave beregninger på kompositter.

Om Fiberline Building Profiles

Fra 1979 til 2020 var Fiberline én virksomhed med to centrale markedsområder: Vindsektoren og byggeri- og anlægsbranchen. I 2020 blev de to områder skilt fra hinanden i to selvstændige virksomheder.

Vindaktiviteterne fortsatte med delvis ejerskab af en eksterne investor under navnet Fiberline Composites.

I dag er Fiberline Building Profiles 100 % ejet af Thorning-familien, som grundlagde Fiberline, med et særskilt fokus på kompositter til bygger- og konstruktionsbranchen.

Produktionen er flyttet til Polen, og hovedkontoret ligger i Fredericia.

Virksomheden sælger glasfiberprofiler og skaber løsninger indenfor rensnings- & kemikalieanlæg, svømmehaller, køletårne, kystnære konstruktioner, marine- og offshore-sektoren, broer og jernbanen.

Kilde: Fiberline Building Profiles

Mirfet Malagic kalder den nye Eurocode på kompositter, som nu er i en form for testfase, for ”en europæisk bibel for materialet”. Den har været efterspurgt og på vej i mange år, og Fiberline Building Profiles har bidraget til arbejdet.

Artiklen er oprindeligt bragt som en del af Plastindustriens otte midterste sider i Magasinet Plast, 10. februar 2023.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Mest læste
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Produktionsklyngen Made etablerer hub i Nordjylland
Solid opbakning fra store spillere: Her er sponsorerne til sommerens arkitekttegnede Plastic Pavilion
Se, hvem der er trådt ind og ud af bestyrelserne i denne uge
DI Produktion fejrer ét år og inviterer gratis til temadag: "Grøn produktion 2023"
Region sætter barren højt: Stræber efter 80 procent genanvendelse af plast
Lille virksomhed satser grønt: - Det giver os en konkurrencefordel
Andre Nordiske Medier
Metal Supply DK
Food Supply DK
Jern & Maskinindustrien

Send til en kollega

0.111