Støt op om visionen for Planetary Plastic Pavilion og vis plastens fordele i byggeriet

Plastindustrien er udvalgt til at opføre en pavillon – Planetary Plastic Pavilion – under World Congress of Architects i sommeren 2023, hvor København også har den fornemme titel af verdens arkitekturhovedstad, udpeget af UNESCO. Pavillonen har fået en fantastisk central placering på en af Københavns travleste pladser, Gammel Strand.
På Plastindustriens årlige 'Netværksdagen' i torsdags tegnede og fortalte arkitekt Mikkel Møller Roesdahl fra den australske tegnestue Terroir, hvordan hans vision for den kommende Planetary Plastic Pavilion er - på tegnebrættet. En vision, der er spektakulær, men som kun kommer i mål via sponsorater fra virksomheder og organisationer.

- Vi kan ende med en plastpavilion til 178 kr. fra Harald Nyborg eller visionen fra Terroir, jokede seniorkonsulent i Plastindustrien Rasmus Grusgaard.
Harald Nyborg får dog ikke nye kunder i denne omgang, for Plastindustrien har allerede samlet den første halve million kroner ind til prestigeprojektet. Men der skal mere til.
Et sponsorat kan vise sig ved pengebeløb, som for eksempel PVC Informationsrådet/VinylPlus og EPS-branchen allerede har doneret (250.000 kr. hver), men også ved et tilbud om støbning/print af materialer til selve pavillonen eller ved donation af byggematerialer, der skal bruges indvendigt og udvendigt.

10.000 af verdens bedste arkitekter vil kigge med
Det forventes, at omtrent 10.000 arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører og designere fra hele verden besøger arkitekturkongressen, som løber fra den 2.-6. juli.
Pavillonen designes som et arkitektonisk udstillings- og oplevelsesrum, der i løbet af cirka en måned – før, under og efter kongresdagene – skal danne ramme om en række aktiviteter og events. Nogle har fagligt indhold og henvender sig til professionelle fra bygge- og indretningsbranchen, mens andre aktiviteter er henvendt til en bredere målgruppe og har til formål at fortælle plastens bæredygtighedshistorier gennem inddragende, borgerrettede begivenheder.
Udover selve pavillonen får Plastindustrien adgang til størstedelen af arealet på Gammel Strand. Cirka 500 kvadratmeter står til rådighed for udstillinger og andre kampagneaktiviteter, mens pavillonen kommer til at kunne rumme omtrent 50 personer inde og 50 personer ude med mulighed for siddende events.

Få synlighed som sponsor
For at nå i mål med de store ambitioner og skabe aktiviteter i pavillonen i løbet af hele perioden, inviterer Plastindustrien som sagt virksomheder og organisationer til at bidrage med et sponsorat. Som sponsor er du med til at formidle, hvordan plast er en del af løsningen på fremtidens bæredygtige byggeri og en afgørende del af den cirkulære omstilling.
Ambitionen er at fylde pavillonens arrangementskalenderen med adskillige events henover de cirka 40 sommerdage. Sponsorer får mulighed for at forme eventkalenderen og de aktiviteter, pavillonen skal huse. Medlemsmøder, debatter, foredrag, middage, udstillinger – der er få grænser for, hvad Planetary Plastic Pavilion kan danne ramme om.
Sponsorer bliver også en tydelig del af den samlede fortælling og synlighed i kampagnen, som Plastindustrien kommunikerer vidt og bredt om digitalt, på sociale medier og på en særskilt kampagnehjemmeside.
Et smukt blikfang
Mikkel Møller Roesdahl og Terroir har fået stor designfrihed og brede rammer til at skabe en smuk og iøjefaldende pavillon – dog med udgangspunkt i enkelte krav og ønsker: Plast er pavillonens centrale materiale, bæredygtighed skal indtænkes i projektet, og pavillonen skal vække nysgerrighed og inddrage kongresdeltagere og forbipasserende.
Visionen er, at pavillonen skal være mulig at adskille og opstille på andre placeringer i fremtiden, og at dens materialer skal kunne genanvendes eller genbruges. Allerhelst kommer materialerne allerede med en cirkulær historie ved at være fremstillet af genanvendt materiale eller for eksempel ved at være overflødigt materiale fra industrien eller byggeprojekter.
Arkitekten har ladet sig inspirere af den kemiske struktur, der findes på molekyleniveau i de termoplastiske materialer. Her er der områder, hvor molekylerne ligger meget uordentligt, de såkaldte amorfe områder. Ind i mellem disse findes også områder med en meget systematisk og ordnet opbygning, som kaldes krystalitter. Her minder strukturen mere om en krystal.
De to forskellige molekylære karakteristika har inspireret arkitekten til pavillonens udtryk. Inspirationen ses klart når bygningen betragtes ovenfra, hvor de amorfe og de semikrystallinske områder tydeligt træder frem.
En række af Plastindustriens medlemmer inden for byggebranchen har bidraget med input og sparring om materialer og produktionsmetoder.
Vil du høre mere?
Hør om de forskellige sponsorpakker og muligheden for at købe et skræddersyet sponsorat, kan du kontakte tovholderne: Miljøpolitisk chef Christina Busk – cb@plast.dk - Seniorkonsulent Rasmus Grusgaard - rg@plast.dk.
Dele af denne artikel er oprindeligt bragt som en del af Plastindustriens sider i Magasinet Plast.
Bliv sponsor
Som sponsor kan din virksomhed eller organisation etablere sig som et internationalt brand over for arkitekter, designere og bygherrer fra hele verden. Du får en ideel mulighed for at fremvise løsninger i unikke rammer og støtte op om den fælles dagsorden: at vise plast frem som et ansvarligt og bæredygtigt materiale i fremtidens byggeri.