23948sdkhjf

Plastbranchen kæmper for at spare på strømmen

Magasinet Plast har spurgt ledere og indehavere af en række plastvirksomheder om, hvordan de håndterer de nuværende energipriser.

Marck Højbjerg Matthiasen, adm. direktør, Dantoy A/S:
- Vi har netop bestilt solceller til vores fabrik, som skal kunne dække 30 procent af vores forbrug. Derudover har vi en fastpris-aftale for '23 og '24 på et lavere prisniveau, siger Marck Højbjerg Matthiasen, der ikke  har besluttet sig for at indføre ændringer i udvalgte produktionsprocesser, dels på grund af de investeringer, fabrikken har gjort.

Men det ændrer ikke på, at prisstigninger i den grad kan mærkes hos Dantoy:

- I august var der tale om en seks gange så høj udgift, men priserne flytter meget op og ned. Vi ser i  hvert fald ind i en betragtelig merudgift resten af året, siger han.

Lene Haaning, adm. direktør, Malte Haaning Plastic A/S:
- Produktionen kører for fuld kraft, og vi kan selvfølgelig også mærke de stigende energipriser. Vi er i gang med at overveje forskellige tiltag, men ind til videre har vi ikke investeret i energibesparende løsninger, siger Lene Haaning.

Har I konkrete tal på, hvad prisstigningerne betyder for virksomhedens drift?

- Ja, men vi ønsker ikke at oplyse tallet, siger hun.

Jan Bybjerg Pedersen, COO, Schoeller Plast A/S:
For Schoeller Plast betyder de stigende energipriser en ekstra udskrivning på "rigtig mange penge", uden at direktør Jan Bybjerg Pedersen vil gå dybere ned i tallene. Men virksomheden har indført en række initiativer for at få nedbragt energiregningen i Regstrup. Initiativer, der er indført både før og efter, at priserne er steget markant.

- Vi har løbende opsat LED-belysning og varmepumpe for at udnytte overskudsvarmen fra vores produktion. Derudover har vi sat ekstra og yderligere fokus på optimering på vores følgeudstyr for nedsætte enhver spildt kWh, siger Jan Bybjerg Pedersen.

Erik Marker, indehaver, Poca Glasfiber:
- Vi har ikke investeret i energibesparende tiltag endnu, men vi er meget opmærksomme og har foretaget mindre tiltag på fabrikken, siger Erik Marker, der ejer Poca Glasfiber med hustruen Betina Petersen Marker.

Parret overvejer helt konkrete tiltag: - Vi overvejer at sætte solceller op, og vi har også haft varmepumper i tankerne, fordi el kan trækkes fra - det kan gas ikke. Men varmepumper kan ikke leveres pt., siger Erik Marker.

Erik Marker har derfor en anden plan for, hvordan energiforbruget skal sættes ned på fabrikken i Hedensted.

- Det kan tænkes, at vi ikke kører for fuldt blus i produktionen over de kolde måneder, siger han. Og det er der en helt konkret årsag til:

- Hvis vi forsætter på samme forbrug som nu, vil vi have en merudgift på ca. kr. 300.000 kr. i gas og kr. 100.000 på el ex. moms, siger han.

Gitte Buk Larsen, kreativ direktør, Aage Vestergaard Larsen:
Hos genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen kan man i dén grad også mærke de stigende energipriser. Virksomheden har derfor blandt andet investeret 1,6 millioner kroner i seks nye strømbesparende motorer til fabrikkens ekstrudere.

- Vi er ved at kortlægge virksomhedens strømforbrug på såvel maskinparken som på tiden, hvor vi forbruger strøm. Derefter indføres der sandsynligvis ændringer i udvalgte processer for at spare på energien, siger Gitte Buk Larsen.

Er dele af produktionen ligefrem stoppet? - Nej, ikke endnu.

Har I konkrete tal på prisstigningerne for jeres virksomhed?

- Hvis vi sammenligner gennemsnittet for 2020 + 2021 med den forventede el-udgift i 2022, så taler vi om minimum en seks-dobling, hvis vi låser prisen fast lige nu, siger Gitte Buk Larsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079