23948sdkhjf

Plastindustrien: Politisk aftale om producentansvar er uambitiøs

Et politisk flertal på Christiansborg har indgået en aftale om udvidet producentansvar. Men aftalen er uden reelt incitament til bæredygtig produktion af emballage, lyder det fra brancheorganisationen Plastindustrien.

"Det undrer os, at Folketingets partier bl.a. insisterer på en bagatelgrænse på otte ton affald," siger en række medunderskrivere af en pressemeddelelse, der er udsendt fra Plastindustrien, Dansk Affaldsforening og Ingeniørforeningen, IDA.

"Det er i både miljøets, industriens og samfundsøkonomiens interesse, at vi kan genanvende og genbruge så meget af vores brugte emballage som muligt i en høj kvalitet. I Danmark er vi allerede godt i gang, men fremover skal vi genanvende og genbruge vores dyrebare ressourcer i endnu højere grad, end vi gør i dag. For at den ambition kan blive til virkelighed, bør der skabes økonomiske incitamenter til at designe emballagerne i så høj kvalitet som muligt og derved øge genbrugs- og genanvendelsesmulighederne til gavn for miljø og ressourcer," lyder det fælles budskab fra Plastindustrien, Dansk Affaldsforening, Ingeniørforeningen, IDA.

– Et politisk redskab til dét kunne have været en ambitiøs politisk aftale om det udvidede producentansvar, der har været undervejs længe. Aftalen er netop indgået, men indholdet i aftalen er landet på en bagatelgrænse på ikke færre end otte ton i stedet for eks. en trappemodel skaleret efter emballagemænger. Det vil sige, at der kun er krav om at registrere vægten af sin emballage, hvis omfanget når under otte ton, men ikke hvorvidt emballagen er designet til genanvendelse – og det er ganske enkelt alt for højt sat, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

En af årsagerne til bekymringen er den lette vægt på plastprodukter. Der er en reel fare for, at mange emballager ikke vil blive omfattet af miljøkravene i den nye aftale, simpelthen fordi bagatelgrænsen på otte ton er for høj.

De tre organisationer bag opråbet til Folketingets partier foreslår i stedet, at der indføres en trappemodel, så producenter med små mængder både skal forholde sig til vægten på emballage, og hvorvidt den eksempelvis er monomateriale. Producenter med større mængder bør derudover forholde sig til eksempelvis hvilke labels og hvilken lim, der anvendes. Mens de allerstørste (over otte ton) skal forholde sig til hele emballagens design, eksempelvis at den er designet til at kunne blive til fødevarekontaktmateriale igen.

– Det er uforståeligt og ærgerligt, at vi forspilder en mulighed for at få bedre design, mere genbrug og længere holdbarhed i emballager samt bedre genanvendelsesmuligheder. Graduerede gebyrer og en trappemodel skal give et økonomisk incitament til de producenter og aftagere af emballager, der tænker bæredygtighed, god kvalitet og lang levetid ind i emballagen. Ellers får vi ikke fremmet den cirkulære økonomi, siger Henrik Friis, direktør i Dansk Affaldsforening.

– Det er positivt, at det understreges, at formålet med det udvidede producentansvar er at fremme en cirkulær økonomi. Men desværre er aftalen alt for ukonkret, når det gælder spørgsmålet om, hvad der er høj kvalitet. Derfor vil vi i IDA minde om, at der er behov for en graduering i forhold til kvalitetsniveauer for genanvendelse, siger Aske Nydam Guldberg, næstformand i IDA.

– Vi havde gerne set, at vi i Danmark kunne implementere et udvidet producentansvar, der kan være til inspiration for andre lande. Men det udestår stadig, om det producentansvar vi kan se frem til at få i Danmark, kommer til at flytte hele design og produktion af emballage i en mere bæredygtig retning. Vi har nu fået en ramme og nogle hensigtserklæringer, men det i er næste fase – når intentionerne skal implementeres – at vi får at se, om de gode hensigter bliver til virkelighed, siger Aske Nydam Guldberg.

Dansk Industri har også udsendt en pressemeddelelse, hvori DI erklærer, at "virksomhederne er klar til at sikre, at langt mere af den emballage, som vores fødevarer, elektronik, medicin og andre forbrugsvarer er pakket i, bliver genbrugt eller genanvendt. Og at det er et vigtigt skridt på vejen mod mere cirkulær produktion og forbrug.

DI mener, at der med producentansvaret bliver "et betydeligt økonomisk incitament til at designe emballager, så de bedre kan genbruges eller genanvendes." Og understreger, at borgerne skal bidrage ved at sortere affaldet i husholdningerne. Men de nævner ikke som Plastindustrien, at aftalen er for uambitiøs.

DI er sammen med en række andre erhvervsorganisationer i færd med at etablere kollektivordningen VANA – Dansk Emballageansvar, som skal hjælpe de enkelte producenter med at løfte de praktiske opgaver.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.094