Før blev plasten brændt: Nu sorterer Carmo i otte fraktioner
På knap et år har plastvirksomheden Carmo A/S med simple initiativer mindsket sine udgifter til affald med 30 procent. Arbejdet har stået på siden maj 2021, hvor virksomhedens overskudsplast og -affald er kategoristeret og sorteret efter nye mål om genanvendelse. Det har i den grad givet pote hos Espergærdevirksomheden.
- Vi har indrettet affaldssystemer og oplært medarbejderne i sortering, så de nu sorterer plast i otte fraktioner. På 11 måneder har det nye initiativ sparet miljøet for 53,2 tons CO2 og genanvendelsesprocenten ligger på 57,3 procent*, fortæller adm. direktør Claus Ishøy til Magasinet Plast.
Størstedel endte i deponi
Før Carmo påbegyndte sorteringen, endte langt størstedelen af affaldsfraktionerne i deponi eller blev brændt, derfor er ambitionen fremadrettet, at alt affald, der forlader virksomheden, skal være sorteret. Carmo samarbejder med genvindingsvirksomheden Stena Recycling, der køber og videresælger plasten til genvinding hos andre europæiske plastvirksomheder.
Da der findes mange forskellige plasttyper og -fraktioner, er det optimale, at de enkelte fraktioner er adskilt og af en vis kvalitet, for at de kan videresælges og genvindes til at indgå i produktion af nye produkter. Det er derfor ikke en selvfølge, at alt det afleverede plastaffald kan genanvendes en til en.
- De forskellige plasttyper kan ikke genvindes, hvis de er blandet sammen, da de har forskellige smeltetemperaturer og egenskaber. Men en god sortering ved virksomhederne sikrer en højere genanvendelsesprocent og bedre kvalitet på det materiale, som bliver genvundet. Derfor er det ekstra vigtigt, at de enkelte plastproducenter er grundige i sorteringen af deres fraktioner og gerne også giver data på typerne af plast, der er i deres plastaffald, forklarer Vibeke Jacobsen, der er produktområdechef hos Stena Recycling.
Væsentlig ændring
Hos Carmo er det tydeligt, at der er sket en væsentlig ændring på kort tid. Sorteringen begyndte i slutningen af maj og allerede i september nåede man op på, at 88 procent af plastaffaldet kunne bruges til materialegenanvendelse. Udover CO2-reduktionen og en høj genanvendelseseffektivitet er der også en besparelse i kroner og øre for Carmo.
- Tidligere betalte vi for at få alt affald hentet, men nu sælger vi vores brugte plast, og det har betydet en reduktion på 30 procent af vores udgifter til affaldshåndtering. Det viser med tydelighed, at man godt kan gennemføre grønne initiativer og tænke på miljøet, uden det nødvendigvis bliver dyrere, forklarer produktionschef hos Carmo, Per Brix.
De ansatte er miljørepræsentanter
Carmos sorteringssucces kan ikke kun måles i besparelse af kroner og tons CO2. Virksomheden har nemlig oplevet en øget begejstring blandt de ansatte, som har fået øjnene op for sortering og miljøhensyn.
- De er blevet miljøambassadører, og flere har endda bidraget med yderligere forslag til genanvendelse. Blandt andet er vi nu også i gang med at sortere vores kantineaffald. Men det er også en absolut nødvendighed at have medarbejderne med, hvis man ønsker at gennemføre en ændring som dette, fortæller Per Brix og tilføjer, at Carmo er blevet bedt om at fortælle deres sorteringshistorie til andre plastvirksomheder.
- Brancheforeningen Plastindustrien har bedt os om at udbrede vores erfaringer med resten af branchen. Affaldssortering har virkelig givet mening for os, og kan vi bidrage med ny viden til andre virksomheder, så gør vi det meget gerne, siger Per Brix.