23948sdkhjf

Ny laser-rensning ruller ud i industrien

Virksomheden Lasr med base i jyske Gedved er i gang med at rulle en ny form for laserteknologi ud i den tunge industri.

Lasr har nemlig som de første herhjemme fået godkendt en laser-maskine til rensning af emner og overflader. Laseren kan ifølge virksomheden fjerne stort set hvilken som helst uønsket belægning fra stort set alle overflader på en skånsom måde.

- Folk bliver overraskede over, hvor effektivt det her er, når de oplever det, siger Uffe Lauge, som er indehaver af Lasr og selv mødte teknologien på en messe i USA.

Her så han et stort potentiale i laser-teknologien, der har den fordel, at den intet materiale fjerne fra den overflade, der bliver renset.

- For det meste tænker vi laser som en stråle, men her bruges en pulserende frekvens, hvor der sker en lille eksplosion mellem emnet og partiklerne, hver gang laseren rammer, siger Uffe Lauge, som gennem Lasr vil sælge lasermaskinerne til industrien.

- Der er stort potentiale for denne her teknologi i den tunge industri. Alle, der har opgaver med afrensning, har en interesse i teknologien, og jeg får lige nu mange forespørgsler på demonstrationer, siger Uffe Lauge.

Kører i hele landet

Uffe Lauge kører i øjeblikket rundt i hele landet og viser teknologien og maskinen frem, og demonstrationerne har allerede sat gang i flere salgsprojekter.

- Vi er i dialog med flere vindmølleproducenter om teknologien, og de er meget interesserede. Laseren kan blandt andet bruges til rensning af møllernes bremseskiver, forklarer Uffe Lauge.

Også plastindustrien har kig på laserrensningen, da laseren har mulighed for at udføre rens af støbeværktøjer uden at fjerne noget af materialet fra de ofte meget kostbare værktøjer, som dermed bevarer deres oprindelige form.

Men det mest konkrete projekt for Lasr og Uffe Lauge foregår lige nu hos en stor dansk metalvirksomhed, der har brug for laseren i pladeafdelingen. Uffe Lauge kan ikke nævne virksomhedens navn, men han forklarer, at pladerne kommer ind i produktionen pålagt en oliefilm, som beskytter pladerne i bukkeprocessen. Men videre i produktionen er oliefilmen et problem.

- Udfordringen for virksomheden er, at oliefilmen giver problemer, når pladerne rammer svejseafdelingen. Derfor skal filmen renses af, før der svejses, og der laver vi lige nu forsøg med at bygge laseren ind i produktionslinjen mellem bukning og svejsning, siger Uffe Lauge.

Ny kraftigere laser

Selve laseren kan justeres i styrke og dermed kan den indstilles til at håndtere stort set alle materialer. Det gør den ifølge Uffe Lauge til et oplagt alternativ til andre afrensningsmetoder.

- Ved sandblæsning ryger der noget af emnet, hver gang du blæser. Og hvis man sammenligner laserrens med isafrensning med højt tryk, så udleder isafrensning et kilo CO2 pr. kilo is samt en masse ozon, siger han.

Og derudover peger han på, at udover skånsomhed og lavt CO2-aftryk er lasermaskinerne udstyret med en støvsuger, der suger alle afrensede partikler op.

Indtil videre har Uffe Lauge solgt flere lasere, hvor hovedparten har været til facadeafrensningsindustrien, der bruger den på ejendomme, hvor der ikke kan bruges kemi og højtryk,

Nu gælder det industrien, og så åbnes der for salget i Norge. Samtidig er en kraftigere maskine på vej, og den kommer i salg i slutningen af februar.

- Drømmen er at skabe et godt lille selskab, hvor vi kan sælge og servicere kunderne på bedst mulig måde. Målet for os er ikke at blive en stor virksomhed, siger Uffe Lauge.

Læs mere om: lasr
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066