23948sdkhjf

Danskerne sætter igen præg på Plastteknik Nordic

Når Plastteknik Nordic-messen løber af stablen i Malmø den 1.-2. december 2021, så sætter danskerne igen sit præg på udstillerområdet og på sceneprogrammet

Efter flere corona-udsættelser er den god nok. Plastteknik Nordic vender tilbage den 1.-2. december i Malmø, og endnu en gang er der masser af dansk præg på messen.

Ca. 20 udstillere er medlemmer af Plastindustrien, og brancheforeningens adm. direktør Thomas Drustrup glæder sig over, at messen igen bliver et samlingspunkt for danske plastvirksomheder:

- Selvom Plastteknik Nordic foregår i Sverige, så er der alligevel mange danske plastfolk, som hver gang tager turen over broen. Det er et godt mødested, hvor der er mulighed for at pleje nye og eksisterende relationer.

Han uddyber:

- Vi har længe måtte undvære den personlige kontakt. Derfor ser jeg også selv ekstra meget frem til at deltage sammen med en stor del af Plastindustriens sekretariat. Min fornemmelse er, at vores medlemmer altid har travlt med at tale med kunder og leverandører, og sådan håber jeg naturligvis også, at det bliver i år.

Plastindustrien på messescenerne

Messens udstillerområde er suppleret med to messescener, hvor de besøgende kan opleve forskellige faglige oplæg og debatter.

Den 2. december kl. 11.00 på scene 1 vil Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup eksempelvis fortælle om ’Realistisk om plast’-kampagnen.

Han fortæller:

- Det er ret unikt i en international kontekst, at vi som brancheforening har iværksat en så storstilet kampagnesatsning som ’Realistisk om plast’. I mit oplæg vil jeg sætte fokus på kampagnens indhold og foreløbige resultater. Det kan forhåbentlig inspirere endnu flere danske plastaktører til aktivt at bruge kampagnen, og måske kan det også få nogle af vores nordiske samarbejdspartnere med på vognen.

Senere samme dag medvirker Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, også i en paneldebat sammen med repræsentanter fra andre brancheorganisationer. Formålet er at drøfte, hvordan debatklimaet i forhold til plast ser ud i de forskellige nordiske lande.

Artiklen er bragt i samarbejde med Plastindustrien og har tidligere været bragt i Magasinet Plast (november).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063