23948sdkhjf

Dansk Industri hjælper SMV’er med klimaregnskaber

De små og mellemstore virksomheder i industrien skal have et velment skub, så de for alvor kan komme i gang med klimaregnskaber og CO2-reduktioner. Det skal de både for klimaet skyld – men også for deres egen skyld. Det forklarer branchedirektør i Dansk Industri (DI), Jacob Kjeldsen. DI kører i disse måneder et pilotprojekt, hvor 50 SMV’er får professionel hjælp til at lave deres første klimaregnskab. DI har hyret rådgivningsfirmaet Viegand Maagøe til at bistå virksomhederne i pilotprojektet, der har navnet ”Klimaklar SMV”

- Vi kunne i Dansk Industri se, at der var nogle barrierer for SMV’erne for at komme i gang, forklarer Jacob Kjeldsen, som ser det som et naturligt første skridt at få lavet klimaregnskab, så man ved, hvad virksomheden udleder og hvor det kan være smart at sætte ind. Mens SMV’erne endnu ikke er så langt, så ser det anderledes ud for det store virksomheder i industrien.

- De store virksomheder er i fuld gang. Vi ser flere store virksomheder forpligte sig til CO2-reduktioner, siger Jacob Kjeldsen. Han ser det derfor som en naturlig udvikling, at også de lidt mindre virksomheder, kaster sig ud i det.  

Fordele for virksomhederne

Jabob Kjeldsen anerkender, at det er en udfordring for SMV’erne at få et overblik over deres klimaaftryk og komme i gang med at reducere deres CO2-udledning. Det kræver tid at sætte sig ind i det. Og det kræver ofte investeringer, når der skal CO2-reduceres. Men selv på den korte og mellemlange bane, er der noget at hente for SMV’erne. For de energibesparende tiltag betyder også færre udgifter. Særligt for øjeblikket hvor energipriser er hamret i vejret, er der meget at hente. Det burde give ekstra motivation ude i virksomhederne.

- Den bedste energi, er den energi, som man ikke bruger, siger Jacob Kjeldsen, som også peger på en anden fordel udover lavere energiomkostninger.

- Vi ser mange store internationale virksomheder love CO2 reduktioner. De skal ud og lede efter underleverandører, der har et klimaregnskab, forklarer branchedirektøren om, hvordan det kan blive en konkurrencefordel for danske virksomheder, hvis de har klimaregnskabet på plads. For det har deres tyske og polske konkurrenter måske ikke.

Klimaklar SMV skal opskaleres

 Selv om pilotprojektet ”Klimaklar SMV” endnu ikke er færdigt, så arbejder Jacob Kjeldsen og Dansk Industri på, at projektet kan blive skaleret op, så alle SMV’er i industrien kan blive hjulpet på vej til at få et klimaregnskab og dermed tage første skridt i retningen af at udlede mindre CO2. I et eventuelt nyt projekt er det også tanken, at efter virksomhederne i projektet har fået et klimaregnskab på plads, så bliver de matchet med virksomheder, der kan hjælpe dem i gang med CO2-reduktioner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281