23948sdkhjf

Hydraulik-gigant: - Vores største udfordring er at skaffe varerne

Den danske globale hydraulikproducent HydraSpecma er ramt af den globale logistikkrise. Vigtige komponenter kommer derfor ikke frem til tiden.

HydraSpecma har ellers en strategi "In the region - for the region", hvor de europæiske fabrikker forsyner Europa, og hvor de asiatiske fabrikker forsyner Asien. Som skulle sikre forsyninger tæt på. Men der er alligevel nogle varer, som de europæiske fabrikker importerer fra Asien.

- Der er en lille del af vores indkøb, der ligger i Asien. Det er der, vores problem ligger. Vores varer kommer ikke frem til tiden, fortæller adm. direktør Morten Kjær, HydraSpecma.

- Vi begynder at se konsekvensen af, at hele den globale logistikkæde er under pres. Det betyder, at vi får varene med forsinkelse på vores fabrikker, og vi bliver nødt til at køre med overarbejde og weekendarbejde for at indhente det tabte. Det betyder, at vi ikke altid kan levere til den tid, kunderne ønsker. Vi har dog ikke direkte været skyld i produktionsstop hos vores kunder, siger han.

Problemerne med at få varer frem indtræffer i en situation, hvor der fuld fart på ordrer og produktion hos HydraSpecma. Der er blandt andet fart på vindmølleindustri og produktion af entreprenørmaskiner, sektorer, som HydraSpecma er storleverandør til.

Regional opdeling

Morten Kjær er  i dag godt tilfreds med, at HydraSpecma i 2015 indførte strategien "In the region for the region".

- Dengang insisterede vi på at have vores regionale footprint. Derfor rammer logistikkrisen os ikke så hårdt nu. Vi flytter ikke så mange produkter ved søfart, og det er der, vi har set den store øgning i priser, siger han.

Tripple sourcing

HydraSpecma har i lang tid arbejdet med dual sourcing af vigtige komponenter for at sikre forsyningskæden, og det har virksomheden forstærket i den nuværende situation, hvor forsyninger er blevet et problem.

- Nu arbejder vi endnu mere med dual sourcing, og i nogle tilfælde også tripple sourcing, så vi har tre leverandører til vigtige komponenter, siger Morten Kjær.

Langsigtede aftaler

Et andet strategisk kort er, at HydraSpecma arbejder med at indgå langsigtede aftaler med sin kunder og sine leverandører.

- Vi sørger for at få en langsigtet commitment fra vores kunder. Derfor kan vi også lave nogle langsigtede aftaler med vores leverandører. Det hjælper dem til at kunne investere. Det kommer til at slå igennem fra starten af 2022. Da vil de kunne levere mere.

Morten Kjær håber, at fragtsituationen efterhånden løsner sig, men han tror ikke, at det bliver lige med det samme.

- Vi tror, at vi skal gennem første halvår af 2022, før vi ser en mærkbar ændring, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141