23948sdkhjf

De strækker plasten på forhånd og har halveret forbruget

Plast er stadig den foretrukne emballage og beskyttelse, når møbelfabrikken Tvilum dagligt kører 20 lastbiler afsted fra lageret i Fårvang, nord for Silkeborg.

Her bliver 800 paller hver dag pakket med møbler til internationale butikskæder som  JYSK og IKEA, og hver palle er omviklet med en stærk strækfolie, som sikrer møblerne i deres færden. 

Med fordel har Tvilum dog kunne gøre folien endnu tyndere og dermed kan man spare på ressourcerne. Strækfolien er halvt så kraftig som før.

Otte folieringsmaskiner er blevet opgraderet med ny styring og ny folieslæde med dobbeltmotoriseret forstræk fra Reo-Pack. Investeringen er tjent hjem i sparet folieudgift. Folieforbruget per palle er reduceret fra 240 gram til 146 gram.

Projektleder Sabahudin Nukovic, der blandt andet arbejder med optimering af processer hos Tvilum, fortæller, at man kun har fået positive tilkendegivelser på den nye folieløsning. Samtidig siger projektlederen, at opgraderingen af maskinerne har haft flere positive konsekvenser.

- Vi har opnået en højere oppetid, lavere driftsomkostninger og maskiner, der er nemme at betjene for vores folk. Forstræk var ikke en funktion på de gamle maskiner fra Reo-Pack. Det var en stor fordel at kunne tilføje ny teknologi til de gamle maskiner, som muliggør forstræk. Vi bruger faktisk 50-60 procent mindre strækfolie nu, også fordi vi kan anvende en tyndere folie på de optimerede maskiner. Denne folie står og arbejder sig tilbage og krymper sig omkring kolli, efter den er blevet viklet, og det giver en endnu bedre stabilitet og endnu højere sikkerhed under transporten, siger Sabahudin Nukovic, Tvilum.  

Selve folien leveres af Albe Emballage.

Med hovedkvarter og to fabrikker i Danmark samt en fabrik i Polen er Tvilum en af verdens førende producenter af plademøbler. Årligt producerer Tvilum ca. 5 millioner møbler, som sælges og distribueres til hele verden. Tvilum blev grundlagt i 1965 og omsatte i 2020 for DKK 1,3 mia. og opnåede et resultat på DKK 71 mio. efter skat svarende til en stigning på 42% i forhold til året før.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063