23948sdkhjf

Nyt anlæg: Nu genanvendes EPS nemmere i byggeriet

Isoleringsmaterialet EPS, der flittigt bruges som klimaskærm i konstruktioner i byggeriet, kan nu nemmere genanvendes - istedet for at det blandes med andet nedrivningsaffald.

EPS-branchen har nemlig - sammen med resten af den europæiske EPS-værdikæde -  etableret anlægget PolystyreneLoop. Anlægget er netop åbnet.

Selve EPS’en er 100 procent genanvendeligt, men hvis det er forurenet med cementrester og lignende fra byggeriet, så har det været mere komplekst at genanvende, siger Chresten Heide-Andersen, der er projektchef i den danske EPS-Branche, en del af Plastindustrien.

-  Alle led i EPS’ens værdikæde er gået sammen om at etablere PolystyreneLoop, som benytter fysisk genanvendelse. Det er en særlig genanvendelsesteknologi, hvor EPS-affaldet bliver opløst i en væske og affaldsrester, dermed nemt kan sorteres fra, forklarer han.

Fabrikken i Holland kan genanvende 3.300 tons EPS

PolystyreneLoop-fabrikken er bygget i Terneuzen i Holland. Den er placeret der, da man nemt kan indsamle EPS nedrivningsaffald fra Holland, Tyskland og andre nærliggende lande. Lande, hvor EPS i højere grad har været anvendt i bygninger – mere specifikt som facadeisolering, siger Chresten Heide-Andersen.

EPS er en forkortelse for Ekspanderet Polystyren. EPS er en termo- og celleplast, som består af 98% luft. Resten er polystyren, som indkapsler luften i en cellestruktur. Dermed kan luftens egenskaber udnyttes på intelligent vis. Cellestrukturen og det høje luftindhold gør EPS til et letvægtsmateriale med enestående isolerings- og stødabsorberende egenskaber. Det har en høj trykstyrke, det afviser fugt, og det er nemt at håndtere.

- I Danmark har EPS historisk set primært været anvendt som isolering mod terræn eller i tage. Mens det i resten af Europa også har været anvendt i hele klimaskærmen, fordi EPS er mere omkostningseffektivt og har en bedre isoleringsevne end de typiske alternativer.

 Fabrikken kan til at starte genanvende 3.300 tons EPS affald om året, og på sigt kan den udvides til at kunne håndtere større mængder.

Formålet med fabrikken er også at få erfaringer med den konkrete proces, så der kan blive etableret flere og større fabrikker andre steder i Europa.

- De erfaringer kan vi også benytte i Danmark, hvor kommuner og andre indsamler EPS affald. Nogle gange kan det indsamlede materiale være for snavset eller det kan være farvet. Så er det p.t. sværere at genanvende end ren hvid EPS. Det ændrer PolystyreneLoop på – så teknologien vil også gavne os i Danmark, siger Chresten Heide-Anderson.  

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078