23948sdkhjf

Nomineret til Plastprisen 2021: Idé-Pro leverede værnemidler med få døgns varsel

Da Covid-19 var en realitet i Danmark og alle danskere på få timer lærte at stave til "værnemidler" indstillede Idé-Pro Skive sine sprøjtestøbemaskiner på "fleksibilitet" og leverede visirer til Region Midtjyllands sundhedspersonale med kun få døgns varsel.

"Uden nogen form for aftalegrundlag og dermed sikkerhed for forretning, men med super opbakning i hele organisationen kunne Idé-Pro i løbet af kun fem døgn udvikle prototyper, fremstille støbeværktøjer og støbe de første emner."

Sådan lyder indstillingen fra Plastindustriens jury til Plastprisen 2021, som Idé-Pro er nomineret til.

Projektet begyndte med 210 producerede visirer i timen, men voksede hurtigt og inden længe kunne Idé-Pro fremstille 70.000 CEgodkendte værnemidler i døgnet til læger, sundhedspersonale, tandlæger, forretningsansatte og privatpersoner.
Indtil videre har produktionen rundet 1,5 millioner visirer.

At have hjulpet med dette projekt har givet Idé-Pro en helt ny dynamik og
fællesskabsfølelse i virksomheden. Det fortæller adm. direktør Mortens Nors:

- Vi er jo nok det, man allermest forstår ved en iværksættervirksomhed. Selvom vi er rundet ca. 230 ansatte, så hersker der en entreprenørånd i Idé-Pro, som viste sig med det samme, da landet lukkede ned i 2020. Vi er i vores produktion af nye produkter ikke afhængige af andre i processen, og vi kan gå fra start til slut ret hurtigt, siger Morten Nors.

Trods entreprenørånd, så var værnemiddelproduktionen både en tryktest og en stresstest af virksomhedens systemer, fortæller Morten Nors.

- Vi beskæftiger ret mange mennesker, og selvom virksomheden har klare processer, når vi skal have et produkt hurtigt klart, så var situationen bare en helt anden. Vi fulgte jo egentlig bare vores normale systemer, men en hel virksomhed viste samfundssind, og folk kom ind på mit kontor og spurgte: "Skal vi gøre noget i aften og i weekenden?" Jeg blev både imponeret og stolt. Det virkede bare. Og dét samtidig med, at vi ikke anede, om vi skulle afskedige en masse mennesker, siger Morten Nors, der stort set selv ikke lavede andet i perioden end at sælge værnemidler og give interviews til højre og til venstre - både til lokale og landsdækkende medier.

Nu er Idè-Pro nomineret til Plastprisen 2021, og det er Morten Nors også stolt af.

- Det er spændende. Vi har fået en række positive tilbagemeldinger på nyheden, og ejerkredsen omkring Idé-Pro er også stolte. Det er fornemt selskab, vi er havnet i.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063