23948sdkhjf

Stort interview med Frank Gad: - Dette er vores plan

"Vi savner velfungerende markeder!"

Sådan lød det i årsregnskabet 2019 fra SP Group. Et år, hvor koncernen igen satte rekord, og adm. direktør Frank Gad - rekorden til trods - kvitterede med den lidt dystre udmelding, og bestyrelsen i kølvandet herpå ikke udbetalte udbytte til aktionærerne.

Covid-19 spøgte. Ingen anede, hvad det kommende år ville bringe, og frygten satte sine spor i forventningerne til 2020.

Men frygten blev gjort til skamme. 2020 gik godt for SP Group, faktisk så godt, at koncernen igen satte rekord: SP Group realiserede en vækst i omsætningen på 8,2 procent og nåede dermed op på en omsætning på imponerende 2,178 milliarder kroner.

Overskuddet før skat steg med 10,5 procent til 193,8 millioner kroner. Og ikke mindst fjerde kvartal var forrygende: SP Groups omsætning steg med 10,5 procent til 555,8 millioner kroner, og overskuddet før skat med hele 48,4 procent til 55,0 millioner kroner.

- Ingen vidste jo, hvad der ville komme til at ske, så vores forsigtighed i 2020 handlede simpelthen om rettidig omhu. Nu råder vi bod på det: Bestyrelsen har stillet forslag om fem kr. i udbytte pr. aktie, fortæller Frank Gad til PlastForum over en kop kaffe i domicilet i Juelsminde, hvor både SP Group og SP Moulding har hjemme.

En fortælling om virksomhed i vækst

Foran os ligger moppedrengen af en årsrapport, der ikke blot har sorte tal på bundlinjen og vidner om en plastkoncern i vækst. Den fortæller også historien om en koncern, der spænder bredt med en stribe af kendte, plastfabrikerende datterselskaber, der støber, blæser og former plast i alle tænkelige faconer.

En fortælling om en koncern, der så dagens lys i 1972, siden er vokset til 2.250 medarbejdere, og - i Frank Gads tid på topposten - har gennemgået et skifte fra at være en dansk plastvirksomhed med et dundrende underskud på 50 millioner kroner til at være en global spiller på plastmarkedet med kurs mod hele verden.

Mens Frank Gad bladrer igennem rapporten, fortæller han i detaljer om hvert enkelt projekt. Historierne ligger på rygraden, og hver enkelt plastemne har en fortælling med sig.

Vi viste vort værd

Hvilket år var 2020?

- 2020 var et år, hvor vi virkelig viste vores værd, og vores stærke team fik udnyttet markedet med de muligheder, der lå. Vi fik sat en produktion af værnemidler i gang relativt hurtigt. Visirer, afskærmning til butikker og ikke mindst lange baner af advarselsskilte med "keep safe distance". Salget af vores iltventiler med membran til respiratorer vækstede, og voksenkuvøsen "EpiShuttle" , som vi vakuumformer top og bund til, fik nyt liv. Den blev udviklet under ebola-epidemien, men kom ikke ud over rampen dengang. Det gjorde den i 2020. Vor kunde har solgt den til hospitaler i hele verden under coronapandemien, fortæller Frank Gad.

Så omstilling var et nøgleord for SP Group i 2020?

- I høj grad, ja. Vores salg til healthcare steg med 11,3 procent, og det er takket være vores klare fokus på aktuelle markeder, siger Frank Gad.

Investeringer i maskiner

I 2020 investerede SP Group for i alt 203 millioner kroner, hvoraf de 143,5 millioner er gået til indkøb af nye maskiner og byggeri.

- Nogle maskiner er købt, fordi vi har fået opgaver, der krævede nye maskiner. Vi har skiftet en masse maskiner ud på vores fabrikker i hele verden, specielt sprøjtestøbemaskiner men også vakuumformning. Vi har desuden købt en bygning i Polen, Ergomat fordoblede sit salg i Nordamerika og købte midt på året en ny fabriksbygning for at udvide rammerne og Gibo byggede en ny fabrik i Kina. Sådan har en del af pengene fået ben at gå på, siger Frank Gad.

SP Group på opkøb

2020 blev også året, hvor SP Group-selskabet Gibo Plast A/S erhvervede alle aktierne i rotationsstøbevirksomheden Dan-Hill-Plast i Hornsyld. Det var også i 2020, at SP Group udstedte 1,1 millioner nye aktier og derved fik tilført 215 millioner kroner netto, penge der blandt andet skal bruges til yderligere virksomhedsopkøb.

I 2021 har man lagt aggressivt fra start med købet af den konkursramte, danske PUR-virksomhed Dupont Plastic og finske Jollmax Oy.

- Dupont Plastic er lidt særlig, for normalt køber vi kun sunde virksomheder med højere potentiale, og Dupont var under konkurs, forklarer Frank Gad.

Når I køber virksomheder, hvad er kriterierne så?

- Det er gode virksomheder med gode ledelser, som efter opkøbet kører videre med samme ledelse og desuden kan bidrage som konsulenter for vores eksisterende virksomheder, så vi alle sammen kan udvikle vores forretning. Langt de fleste af de opkøbte virksomheder har været familievirksomheder mwed et stærkt DNA og et brand, som vi kan bevare. Derudover køber vi en række virksomheder, hvor vi skræller fileten af og smider skroget ud. Fileten er kunderne, og skroget er de faste omkostninger, forklarer Frank Gad.

Er der flere virksomheder på vej til SP-familien?

(Frank Gad venter tre sekunder med at svare og siger så med et hemmelighedsfuldt smil.) - Nej, sådan en nyhed ligger ikke lige i kortene. Men jeg vil sige så meget, at vi altid er på udkig, og at jeg altid har kaffe på kanden, hvis virksomhedsejere banker på døren til en snak. Dét må du gerne skrive. Vi er altid klar til en uformel snak med virksomheder, der gerne vil være en del af vores "familie", siger Frank Gad.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111