23948sdkhjf

SMV'er med succes investerer sig ud af Corona-krisen

Aktive investeringer i for eksempel automation og digitalisering har hjulpet danske fremstillings-virksomheder til at klare Corona-krisen bedre, viser ny analyse.

Dette er både i forhold til omsætning og udviklingen af antal arbejdspladser. Det viser nye tal, som er baseret på en rundspørge hos ledere hos 1.380 danske SMV-virksomheder, oplyser Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

34 procent af de virksomheder, som har øget investeringerne under Covid-19 har haft en stigning i omsætningen, mens kun tre procent af de virksomheder, der har reduceret med investeringer, har haft en stigning. Samme tendens gør sig gældende for virksomhedernes evne til at fastholde beskæftigelsen. 29 procent af de investerende virksomheder har øget beskæftigelsen, mens kun tre procent af virksomhederne uden investeringer i automation, innovation og digitalisering har fået flere ansatte.

- Lige nu står fremstillingsvirksomhederne midt i en krisetid. Automatisering og digitalisering bliver de greb, der ikke bare får virksomhederne gennem krisen, men skaber den udvikling, som får virksomhederne til at stå stærkere efter krisen, altså bliver mere resiliente. Historisk har det været sådan, at vores evne til at omstille krise til innovation har været afgørende for fastholdelse af konkurrencen. Det har reddet os i Danmark gang på gang, at vi er gode til at samarbejde på tværs af vidensinstitutioner, organisationer, netværk, partnerskaber og konkrete virksomheder, siger adm. direktør Juan Farré, Teknologisk Institut.

Samlet i database

Tallene kommer fra projektet Innovation Benchmark, som - finansieret af Industriens Fond - er udviklet af Teknologisk Institut, Copenhagen Business School og Syddansk Universitet. Undersøgelsen baserer sig på telefoninterviews med ledere i 1.380 SMV-fremstillingsvirksomheder. Informationerne fra undersøgelsen er samlet i anonymiseret database på www.innovationbenchmark.dk, hvor enhver fremstillingsvirksomhed kan benchmarke sig selv i forhold til hvilke indsatsområder, de kan forbedre.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.095